Mord i den svenske skærgård med Viveca Sten

Viveca Sten er forfatter til Sandhamn-serien og 'Offermageren'
foto: Niclas Vestefjell

Viveca Sten er kvinden bag den populære ‘Sandhamn‘-serie med kriminalinspektør Thomas Andreasson og jurist Nora Linde i hovedrollerne. Den kendte tv-serie ‘Mord i Skærgården’ er baseret på Viveca Stens krimier. Læs mere om Viveca Sten, ‘Sandhamn‘-serien og ‘Mordene i Åre‘-serien.

Læs også: Elly Griffiths klassiske krimiserie om Ruth Galloway

Sandhamn-serien

Viveca Stens populære krimiserie i 11 bind foregår på Skærgårdsøen Sandhamn, hvor ø-idyllen brydes af en række brutale mord. Kriminalinspektør Thomas Andreasson, plaget af det traumatiske tab af sin datter og et nyligt forlist ægteskab, får uventet hjælp fra en barndomsveninde, bankjuristen Nora Linde, da to mord ryster det lille ø-samfund.

Gennem serien opklarer Andreasson og Linde en lang række skræmmende og bizarre forbrydelser. Serien er en klassisk krimi med gennemtænkte og detaljerede mordgåder, hvor man som læser selv kan gætte med.

Samtidig kommer man også tæt på hovedpersonerne. Nora lever i skyggen af sin succesfulde lægemand, Henrik, og føler sig holdt tilbage fra at realisere sine egne drømme. Den indadvendte Thomas kæmper en ensom kamp for at lære at leve med og bearbejde de traumatiske begivenheder i hans fortid.

Lyt til ‘Sandhamn‘-serien, indlæst af Lars Thiesgaard og Torben Sekov.

Mordene i Åre-serien

Offermageren‘ er første bind i Viveca Stens krimiserie ‘Mordene i Åre‘. Serien foregår i det nordsvenske skiområde Åre og har politiassistenterne Daniel Lindskog og Hanna Ahlander i hovedrollerne.

Skisæsonen er netop startet i Åre, da et stivfrossent lig bliver fundet i en af liftene. Alt tyder på, at der er tale om et mord. Daniel Lindskog bliver sat på sagen sammen med sin nye kollega Hanna Ahlander, der er blevet fyret fra sin stilling ved politiet i Stockholm.

Sneen fyger, temperaturen falder, og flere er i fare for at miste livet. Hvor mange vil blive offer for den koldblodige morder, inden Daniel og Hanna har fået opklaret sagen?

Lyt til ‘Mordene i Åre‘-serien, indlæst af Githa Lehrmann.

Mød forfatteren: Viveca Sten

Viveca Sten - forfatter til den populære krimiserie om Thomas Andreasson og Nora Linde
foto: Niclas Vestefjell

Viveca Sten (f. 1959) er født og opvokset i Stockholm. Det lå ikke i kortene, at Sten skulle blive skønlitterær forfatter – faktisk læste hun sin første krimi i en alder af 36 år!

Viveca Sten er uddannet jurist og civiløkonom og har blandt andet skrevet juridiske fagbøger. Det var da juraen begyndte at kede hende, at idéen om at skrive bøger tog form, og i 2008 debuterede hun som krimiforfatter med ‘Stille nu‘.

Det er ikke tilfældigt, at Stens serie om Thomas Andreasson og Nora Linde foregår på Skærgårdsøen Sandhamn. På netop denne ø har hendes familie siden 1917 ejet en gård, og hun har tilbragt mange somre på Sandhamn.

“Henning Mankell har jo med ‘Wallander’ gjort Ystad verdensberømt, og Camilla Läckberg har gjort Fjällbacka kendt. Og så syntes jeg, at Stockholms skærgård fortjente en plads i litteraturhistorien.”

– Viveca Sten til Berlingske Tidende

Viveca Sten er med over seks millioner solgte bøger en af Sveriges mest succesfulde krimiforfattere.

Flere krimiserier? Læs om ‘Mordene i Hudiksvall’ af Gabriella Ullberg Westin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *