Anders Roslund står bag den hæsblæsende krimiserie om Hoffmann og Grens
Den svenske krimiforfatter Anders Roslund er aktuel med ‘Stol på mig‘, sjette bind i serien om Hoffmann og Grens. Forfatteren står bag en lang række krimi- og spændingsromaner, som han har skrevet både solo og i fællesskab med forfatterkollegerne Börge Hellström og Stefan Thunberg. Læs mere om Roslund og hans forfatterskab her!
Hoffmann og Grens-serien
Ewert Grens er politikommissær ved Stockholms Politi. Han er ramt af dyb sorg og skyldfølelse efter sin kones død og har trukket sig ind i sig selv. Politarbejdet er det eneste, han har tilbage.
Piet Hoffmann er ekskriminel undercover-agent, og han får et kick ud af sit farefulde og risikable arbejde. Men han har også en familie, som han vil beskytte – koste hvad det vil. Hoffmann og Grens er et umage par, der på trods deres forskelligheder må arbejde sammen om at efterforske en række spektakulære og skræmmende forbrydelser.
Anders Roslund skrev de første tre bind i serien sammen med forfatterkollegaen Börge Hellström. Roslund og Hellström mødtes i 1998, da Roslund, der på det tidspunkt arbejdede som journalist, lavede en dokumenter om den kriminalitetsforebyggende organisation KRIS, som den tidligere kriminelle Börge Hellström var med til at stifte. Efter Hellströms død i 2017 har Anders Roslund fortsat serien på egen hånd.
★★★★★★
– Jyllands-Posten om ‘Hun skal leve’
En af de bedste krimier, denne anmelder har læst meget længe.
Lyt til ‘Hoffmann og Grens‘-serien indlæst af Thomas Gulstad og Flemming Larsen.
Læs også: Jørn Lier Horst er klar med endnu en spændingsfyldt page-turner
Bjørnedansen og En bror at dø for
‘Bjørnedansen‘ og ‘En bror at dø for‘ er resultatet af et forfatterpartnerskab mellem Anders Roslund og manuskriptforfatter Stefan Thunberg. Bøgerne er baseret på den virkelige historie om den legendariske svenske forbryderbande Militærligaen, der i 90’erne begik en række spektakulære røverier. Banden ledtes af tre brødre – Stefan Thunberg var den fjerde bror, der ikke var involveret i røverierne.
I ‘Bjørnedansen‘ ligger fire mænd i en skov i udkanten af Stockholm og holder øje med vagten, der kontrollerer et af det svenske militærs hemmelige våbendepoter. Leo er hjernen bag det, der skal til at ske. Med sig har han sine yngre brødre, Felix og Vincent, og barndomsvennen Jasper. De fire skal bruge våben til deres plan: at røve banker og skaffe sig så mange penge, at de bliver uafhængige for altid. Alt er planlagt til mindste detalje, sekund for sekund, bevægelse for bevægelse.
Mange år tidligere svejses de tre brødre sammen, mens deres familie er ved at gå i opløsning. Deres far lærer dem at slå fra sig, deres mor orker ikke mere. De tre brødre har kun hinanden, og intet kan komme imellem dem.
★★★★★★
Nordjyske
Årets hidtil bedste krimi.
‘En bror at dø for‘ er den selvstændige fortsættelse til ‘Bjørnedansen‘. Da Leo som fjortenårig bliver efterladt som ansvarlig for sine yngre brødre, mens faren er i fængsel og moren på hospitalet, ved han, hvordan han skal skaffe penge nok til at tage sig af brødrene: Han vil maskere sig og begå sit livs første kup.
Mange år senere bliver Leo løsladt efter at have afsonet sin straf for en serie brutale bankrøverier. Nu har han ét mål: at begå den perfekte forbrydelse. Denne gang vil han ikke involvere sine brødre, men han begår en fejltagelse, der vækker politikommissær John Broncks’ opmærksomhed.
Lyt til ‘Bjørnedansen‘ og ‘En bror at dø for‘ indlæst af Thomas Gulstad.
Mød forfatteren: Anders Roslund
Anders Roslund (f. 1961) er uddannet journalist og har blandt andet været redaktionschef på den svenske tv-station SVT. I sit journalistiske arbejde har han især beskæftiget sig med kriminalitet og kriminelle miljøer, erfaringer, som han trækker på i sine mange roste krimi- og spændingsromaner. Han debuterede som skønlitterær forfatter i 2004 sammen med Börge Hellström.
Læs også: Thrillerdronningen Karin Slaughter