Anna Elisabeth Jessen er aktuel med en stor fortælling om livet på et mediehus
Anna Elisabeth Jessen debuterede i 2019 med den anmelderroste slægtsroman ‘Om hundrede år‘, der både blev nomineret til Bogforums Debutantpris 2019 og DR Romanprisen 2020.
Nu er hun klar med sin anden roman, ‘HUSET‘, en fortælling om livet på et stort dansk mediehus, der strækker sig over 50 år. Læs meget mere om Anna Elisabeth Jessen og hendes romaner her!
Læs også: Ny roman med humor og nerve fra Michael Enggaard
HUSET
‘HUSET‘ er en fortælling om en gruppe ansatte i en stor, betydningsfuld medievirksomhed fra 60’erne frem til i dag; om ambitioner, store drømme, uanede muligheder, men også magtkampe, løgne, begær og bristede illusioner. Romanen er inspireret af Anna Elisabeth Jessens tid som journalist på Danmarks Radio.
‘HUSET‘ følger en række forskellige karakterer. Det store og brogede persongalleri omfatter blandt andet Kirsten, der er kontoruddannet, men har talent for radio og tv, udenrigskorrespondenten Niels, generaldirektøren Gustav, teknikeren Solvej og lytterstjernen Ib. De skiftende perspektiver belyser mange forskellige facetter ved mediehuset, som er bogens egentlige hovedperson.
Hør Anna Elisabeth Jessen fortælle mere om ‘HUSET‘ i videoen herunder.
Lyt til ‘HUSET‘ indlæst af Githa Lehrmann.
Om hundrede år
‘Om hundrede år‘ er inspireret af Anna Elisabeth Jessens egen sønderjyske slægtshistorie. Da hun i 1998 overtog sine oldeforældres slægtsgård nær Haderslev, fandt hun flere brevkorrespondancer fra årene omkring Første Verdenskrig.
En af disse korrespondancer var mellem Jessens bedstemor og bedstemorens bror, der som 26-årig faldt under Første Verdenskrig. Brevene inspirerede Jessens til at skrive ‘Om hundrede år‘.
I 101 kapitler, som hver følger et år fra 1914 frem til 2014, dykkes der ned i en families nære historie. Samtidig relaterer hvert år sig til omverdenens indvirkning på landsbylivet, og eksempelvis optræder det britiske rockband The Beatles i afsnittet om 1965 og 1966, da den verdensomspændende beatlemania var på sit højeste.
★★★★★
Det er en usædvanligt flot debut… Anna Elisabeth Jessen har en sjælden evne til at skrive både medrivende drama og ægte følelser frem.
Jyllands-Posten
Lyt til ‘Om hundrede år‘ indlæst af Bolette Schrøder.
Mød forfatteren: Anna Elisabeth Jessen
Anna Elisabeth Jessen (f. 1956) er født og opvokset i den sønderjyske landsby Marstrup i nærheden af Haderslev. Nu bor hun skiftevis på Østerbro og på sine oldeforældres gård nær hendes fødeby.
Efter sin studentereksamen læste Jessen dansk på universitetet, og sidenhen uddannede hun sig som journalist og manuskriptforfatter. Siden 1984 har hun lavet tv, radio og dokumentarfilm.
Læs også: De 10 bedste romaner i 2020