Forfatterinterview: Nickolas Butler
Foto: Forlaget Klim
Nickolas Butler har tilbragt hele sin barndom – og voksenliv – tæt ved Wisconsins storslåede natur. Det er derfor ikke tilfældigt, at Wisconsin danner ramme for debutromanen ‘Shotgun Lovesongs‘, for den blev til, da Butler kortvarigt boede i Iowa og havde hjemve. Nickolas Butler har gået i skole med frontmanden i bandet Bon Iver, Justin Vernon, som en af bogens karakterer, Leland, er inspireret af, og hvis musikalske univers også udspringer af Wisconsins natur. Vi har stillet Nickolas et par spørgsmål om Shotgun Lovesongs.
Hvordan kom du på idéen til Shotgun Lovesongs?
I 2010 var jeg førsteårsstuderende på Iowas Writers Workshop. Jeg pendlede til Iowa fra Minnesota om mandagen (en 4-5 timers kørsel) og kørte tilbage til Minnesota om torsdagen. Min tid i Iowa var meget ensom. Shotgun Lovesongs kom til mig på baggrund af ensomhed og hjemve. Jeg gik bare i gang med at skrive om Wisconsin og lige så stille kom der også tanker om familie og venskab. Så bogen skrev på en uventet måde sig selv. Det var egentlig ikke min hensigt at skrive en roman.
Du er opvokset i samme område, som den fiktive by i romanen. Bygger historien på dine egne oplevelser?
Shotgun Lovesongs adskiller sig faktisk ret meget fra min barndom og mine ungdomsår. Jeg voksede op i Eau Claire, Wisconsin (en by med 65.000 indbyggere). Jeg forestiller mig, at Little Wing er en meget mindre by, en landsby med 500-2000 indbyggere. Jeg tror nærmere, at lighederne kommer til udtryk i loyaliteten. Loyalitet imellem venner, loyalitet til sin hjemstavn og særlige interesser; i bogen er det musikken og kærligheden til udendørslivet.
Er karaktererne fiktive eller er de baseret på mennesker i dit liv? Og er der nogen, der genkender sig selv?
Det er et lidt vanskeligt spørgsmål at svare på, for på den ene side er karakterne ren fiktion, men omvendt er de også baseret på – eller måske nærmere inspireret af – rigtige mennesker. Det mest ærlige svar er nok, at alle karaktererne på en eller anden måde har rod i mig. Selv Leland, som er musiker, er til dels baseret på mig selv. Når Leland taler om det pres, han føler, da han indspiller Shotgun Lovesongs, er det ikke baseret på en musikers oplevelser – det er mine egne oplevelser.
Har du lyttet til Shutgon Lovesongs som lydbog?
Jeg har ikke lyttet til mine egne bøger. Det er ikke, fordi jeg ikke er interesseret eller er nysgerrig – jeg er meget nysgerrig. Men jeg er bange for, at jeg en dag vil blive fanget i at lytte til min egen bog, mens jeg kører rundt i byen, og hvordan ville det lige se ud? Så ville min familie og venner drillende kunne sige: “Ham Butler bliver mere og mere mærkelig. Han kører rundt og lytter til sine egne bøger! Har han ikke selv skrevet dem? Han ved jo, hvad der kommer til at ske.”
Hvad er din egen yndlingsbog?
Umuligt spørgsmål at svare på! Der er jo så mange fantastiske bøger, men jeg kan blandt andet nævne Øst for paradis af John Steinbeck, Den gamle mand og havet af Ernest Hemingway og Oregon – sometimes a great notion af Ken Kesey.
Har du noget nyt på vej, vi kan se frem til?
Min næste bog udkommer i USA i starten af 2017, og så kommer den ud på det europæiske marked senere på året. Og så er jeg i den spæde startfase med en ny bog også. Jeg har skrevet 10 sider indtil videre…