Månedens indlæser: Tammi Øst
Skuespiller Tammi Øst har lagt sin sprøde stemme til landsbyfortællingen, Bykøbing. Det har vi taget en snak om, som du kan læse om her.
Læs også: Månedens indlæser: Jesper Lohmann
Du lægger stemme til Storytel Original-serien, Bykøbing, som foregår i en lille by på landet. Den handler bl.a. om Hanna, som bor i Bykøbing. Hvordan vil du beskrive hendes personlighed?
Hanna er et yndigt menneske med et uudfoldet potentiale; en stille eksistens, som ikke har så meget selvtillid og derfor har trukket sig væk fra sine medmennesker. Hun er sød og ordentlig. Og så viser hun sig jo at have mange flere kræfter, sanselighed og mod på livet end man først fornemmer.
Hvordan vil du beskrive Bykøbing for nye lyttere?
Serien er lettilgængelig og kan minde om at lytte til radiospil i gamle dage. Den handler om karakternes ‘every day life’ og mødet mellem mennesker fra landet og storbyen. Bykøbing en lille fortælling med et stort hjerte.
Du har indlæst flere bøger. Hvad er det bedste – og det mest udfordrende – ved at indlæse?
Det bedste er, når der opstår flow og jeg glemmer, at jeg indlæser. Så oplever jeg historien, som for første gang. Det mest udfordrende er, når der ikke opstår flow og indlæsningen går i stykker. Det afhænger selvfølgelig også af, hvilken historie jeg skal indlæse. Jeg kan bedst beskrive det at indlæse, som at sætte mig selv i en tilstand mellem at oplæse, opleve og oplyse.
Hvis du kunne vælge blandt alverdens bøger – hvilken historie ville du så elske at indlæse?
Jeg var meget optaget af Anne Lise Marstrand-Jørgensens bøger om ‘Hildegard‘. Og så er der også Murakamis bøger.
Lyt til ‘Bykøbing‘ her!