Peter Øvig Knudsen går tæt danmarkshistoriens brændpunkter
Peter Øvig Knudsen kalder sig selv dokumentarist og amatørhistoriker. Den journalistuddannede forfatter slog for alvor igennem med den dokumentariske historie ’Blekingegadebanden’, og siden har han også skrevet stærke fortællinger om hippiebevægelsen, BZ-bevægelsen og Danmark under besættelsen.
Peter Øvig Knudsens bøger går tæt på det 20. århundredes brændpunkter, og de er alle velresearchede og medrivende fortalt. Læs mere om Peter Øvig Knudsen og hans bøger her!
Min mor var besat
‘Min mor var besat‘ er en stærk og personlig beretning om at skifte syn på psykisk sygdom og psykiatri, på sin mor og sig selv.
I 2016 døde Peter Øvig Knudsens mor, og han besluttede at skrive en bog om hende – og om at være barn af en forælder med en psykisk lidelse. Under arbejdet med bogen begyndte noget at skride i ham. Han blev ramt af en svær depression og måtte til sidst indlægges på en lukket, psykiatrisk afdeling.
❤️❤️❤️❤️❤️ Et slående portræt af den generation, der blev voksne i parcelhusets storhedstid.
Politiken
Lyt til ‘Min mor var besat‘ indlæst af Peter Øvig Knudsen.
Blekingegadebanden
Historien om Blekingegadebanden begynder sidst i 1960’erne, da kommunisterne Gotfred Appel og Ulla Hauton samler en gruppe oprørske unge mennesker under sig og sender dem til Jordan i militær træningslejr.
Under dæknavnet Æblerne fungerer Appels gruppe allerede fra først i halvfjerdserne som en illegal celle, der skaffer våben og penge til palæstinenserne ved en stribe danmarkshistorisk store kup, som politiet aldrig har kunnet opklare. Den danske celle indgår i et internationalt netværk, der også tæller Baader-Meinhof-gruppen, De Røde Brigader og Carlos Sjakalen.
Peter Øvig Knudsen har haft adgang til fortrolige arkiver hos politi og efterretningstjeneste og talt med en lang række af de involverede personer. På den baggrund fortæller han den dokumentariske historie om Blekingegadebanden, der kulminerer med historien om bandens mest berømte kup, røveriet mod Købmagergades Postkontor i København i 1988.
Lyt til ’Blekingegadebanden’ indlæst af Torben Sekov og Torben Thune.
Hippie-bøgerne
På en sandet og forblæst mark i Thy forsøgte tusindvis af unge hippier i sommeren 1970 at skabe et nyt samfund med totalt demokrati og fri lyst. Eksperimentet, der varede i 74 dage, blev kulminationen på tre års bevidsthedsudvidende oprør – indledt over hele den vestlige verden med Summer of Love med Love-Ins, beat, hash og lsd.
Mens ungdomsoprøret for Blekingegadebanden blev en voldelig kamp mod magthaverne, ville hippierne frigøre sig selv og skabe en ny og kærligere verden. I ‘Hippie‘-bøgerne dykker Peter Øvig Knudsen ned i historien om den danske hippiebevægelses mest markante personer og begivenheder.
En detaljeret og tankevækkende meditation over friheden og dens betingelser.
Weekendavisen
Lyt til ‘Hippie‘-bøgerne indlæst af Peter Øvig Knudsen.
BZ
Først besatte de en gammel rugbrødsfabrik ved navn Rutana i efteråret 1981. De næste ni år drev BZ’erne gæk med politi og myndigheder med den ene kreative aktion efter den anden. Flere hundrede unge tilsluttede sig bevægelsen, som mange af dem betragtede som en ny familie, og i medierne blev BZ uden konkurrence den mest omtalte politiske gruppering i 80’erne.
Efterhånden blev sammenstødene mellem BZ og politi mere voldelige, og brosten blev suppleret med brandbomber og slangebøsser med stålkugler. I 1990 blev det sidste besatte hus ryddet, men da Peter Øvig Knudsen 25 år senere gik i gang med researchen til en bog om BZ, skulle det vise sig, at familien stadig levede.
Allerede før forfatteren havde besluttet sig for at skrive bogen, rejste en voldsom modstand sig i inderkredsen af det gamle miljø, som opfordrede alle til at boykotte bogprojektet.
❤️❤️❤️❤️❤️ En vigtig og velskrevet beretning.
Politiken
Lyt til ‘BZ‘ indlæst af Peter Øvig Knudsen.
Birkedal og Efter drabet
‘Efter drabet‘ og ‘Birkedal‘ er to selvstændige udgivelser, der afdækker forskellige sider af Danmark under og efter 2. verdenskrig.
Under 2. verdenskrig blev 400 danskere likvideret af andre danskere. Det var især modstandsbevægelsen, der stod for likvideringen af ‘stikkere’. Peter Øvig Knudsen sætter sig i ‘Efter drabet‘ for at undersøge, hvad motivationen var for likvideringerne.
Hvordan blev likvideringerne besluttet og gennemført, og hvilke menneskelige konsekvenser har det haft at have dræbt et andet menneske? Bogen afdækker, ud over historierne om Flammen og Citronen, en række kontroversielle kendsgerninger om berømte modstandshelte.
I ‘Birkedal‘ vender Peter Øvig Knudsen blikket mod Ib Birkedal Hansen – en dansker i tyskernes tjeneste. ‘Birkedal‘ er den utrolige historie om den velbegavede og charmerende århusianske grosserersøn Ib, der endte som torturbøddel for Gestapo: Den person, tyskerne henvendte sig til, når der var virkelig hårdføre benægtere blandt de modstandsfolk, der skulle forhøres.
Lyt til ‘Birkedal‘ og ‘Efter drabet‘ indlæst af Torben Thune og Jesper Anthonsen.
Læs også: Danske modstandsmænd vækkes til live i ‘De Sidste Timer’
Nakkeskuddet
I ‘Nakkeskuddet‘ fortæller Peter Øvig Knudsen om, hvordan det har været at skrive bøger om nogle af de mest dramatiske og smertefulde begivenheder i nyere tids danmarkshistorie. På den ene side har han høstet anerkendelse og priser fra den brede offentlighed. På den anden side har bøgerne givet anledning til voldsom debat og kritik fra nogle af de involverede personer.
I ‘Nakkeskuddet‘ genopsøger Øvig nogle af de alvorligste konflikter, han har haft med de levende kilder, og han fortæller om nogle af de kompromiser, han har måttet indgå i sit arbejde med at skrive sig op imod historien. Han giver et spændende indblik i de overvejelser og udfordringer, der er forbundet med at fortælle virkeligheden.
Lyt til ‘Nakkeskuddet‘ indlæst af Peter Øvig Knudsen.
Mød forfatteren: Peter Øvig Knudsen
Peter Øvig Knudsen (f. 1961) er født og opvokset i Århus. Han er uddannet journalist og har modtaget en lang række priser for sit forfatterskab og journalistiske arbejde, bl.a. Cavling-prisen i 2004 og Montanas Litteraturpris i 2008.