Alt er aflyst, så hvad skal vi nu?

Den hvide dame podcast

Vi er så heldige, at Trine Gadeberg og Kasper Le Fevre har skrevet et gæsteindlæg her på vores blog i forbindelse med deres podcast ‘Den hvide dame’.

Læs med her hvor skuespilparret fortæller om den nye, uhyggelige podcast og idéen bag. Sidst i indlægget kan du læse deres lydbogsanbefalinger, som du kan lytte til hos Mofibo.

Trine Gadeberg og Kasper Le Fevre
Trine Gadeberg og Kasper Le Fevre
Foto: Thomas Petri

Da vi alle sammen lærte Søren Brostrøm, samfundssind og priserne på håndsprit at kende, så blev vores hverdag ligesom alle andres meget forandret. Alle vores engagementer som skuespillere/komikere blev med et trylleslag aflyst, og nu stod vi så der og kunne vælge at gå i panik, male hele huset eller lave en podcast.

Panik fører ingen steder hen

I første omgang forsøgte vi at gøre alle tre ting på én gang. Men panik fører ingen steder hen, at male er kedeligt, så det blev en podcast. Sidstnævnte havde været på tale længe, men tiden havde ikke været til det, og så anede vi ikke, hvordan man i det hele taget gjorde.

Idéen med en podcast kom i en trist anledning, nemlig den at Trines mor døde i 2018, og at vi i den forbindelse arvede hele hendes samling om danske herregårde og slotte.

”Hvad skal vi med alle de bøger…?”
”Lave en podcast…” blev der svaret henkastet på vej hjem i bilen.
”Det kunne faktisk være sjovt, men alle laver jo podcasts efterhånden”
”Ja og hvad skulle man ligesom sige om herregårde og slotte, at de eftersigende er fyldt med spøgelser, historie og historier?”
”Ja?”
”Det kunne være spændende!”
”Vi har ikke tid”.
”Du har ret, vi har ikke tid”.

Så gav et enigt Folketing og en pandemi os tid, masser af tid, helt utroligt meget tid. Tid til at købe udstyr, lære det at kende, bygge kontoret om til et studie og så ellers læse!

Den hvide dame bliver til

Når et afsnit af ‘Den hvide dame’ skal sættes i søen, så skal der læses, både i bøgerne vi arvede, men kilderne skal underbygges, og ny viden skal også findes andre steder. Bøger, internettet, gamle dokumenter, anekdoter, herremænd, godsejerinder og fra egen hukommelse. Det sidste skal man passe på med, for når man vil fortælle om årstal, kongerækken og adelige arvefølger så skal de sidde i skabet.

Vi er jo ikke journalister, men historiefortællere, så det at skulle opbygge en art mini-dokumentar hver gang, voldte os i starten mange problemer. Det skulle jo helst lyde ligesom Kongerækken og Hardcore History med Dan Carlin møder Serial og så med uhygge der kunne matche Stephen King.

For mange inspirationskilder fordærver jo som bekendt podcasten, så vi blev nødt til at lave et produkt, som var ”Os”. Og her i skrivende stund, så har vi altså kun lige rundet afsnit nummer 10, så vi er jo stadig helt grønne udi denne, for os, nye verden. Men så længe vi synes det er sjovt at lave og at vores lyttere gider at lytte med, så fortsætter vi og bliver forhåbentligt dygtigere.

På et tidspunkt så løber vi jo tør for slotte og herregårde og ikke mindst spøgelseshistorier. Men heldigvis, så har vi jo et hav af andre historiske bygninger og steder i Danmark. Og endelig, så har Sverige, Tyskland og England jo også lidt historie og et par slotte eller to.

Lyt til ‘Den hvide dame’

Lydbogsanbefalinger

Her kan du læse Trine Gadeberg og Kasper Le Fevres lydbogsanbefalinger, som du kan lytte til hos Mofibo.

Læs også: gæsteindlægget af Sine og Sara fra Momunity

Me: Elton John Official Autobiography

Me: Elton John Official Autobiography

Biografien om Elton John er simpelthen, kort og godt, en rigtig god historie. Fra barneårene og frem til i dag. Der bliver på ingen mulig måde lagt fingre imellem, han er brutalt ærlig omkring sig selv, sin musik, hans stofmisbrug, hans mor og hans mange kendte venner og kollegaer.

Man behøver bestemt ikke at være fan eller kende al musikken, for når alt kommer til alt, så er det en spændende historie om en mand der skulle helt ned i sølet for at komme ud på den anden side.

Lyt til ‘Me: Elton John Official Autobiography’ på engelsk indlæst af Taron Egerton eller på dansk indlæst af Peter Pilegaard.

Joyland

Joyland af Stephen King

Stephen King hører til blandt litteraturhistoriens bedste historiefortællere nogensinde. Det er måske store ord, men jeg tror de er sande.

I Joyland møder vi den unge kærestesorgs ramte Devin Jones, som i sommeren 1973 får job som alt-mulig-mand i forlystelsesparken Joyland i North Carolina.

Herfra møder han et hav af nye mennesker, som over de næste par år er med til at forme Devin Jones til den mand han er i dag. Som altid, så har King selvfølgelig et overnaturligt fænomen lagt ned over historien, men det er ikke det bærende i denne fortælling. Den er bare endnu en rigtig god en af slagsen fra Stephen Kings pen. Vi anbefaler den til alle der elsker en god historie fortalt af en mester.

Lyt til ‘Joyland’ indlæst af Bent Otto Hansen.

Saksernes Fortællinger serien

Det sidste kongerige Bernard Cornwell

Forfatteren og historikeren Bernard Cornwells bogserie handler om den saksiske Uhtred af Bebbanburg, der som barn i 800-tallet bliver taget til fange af danske vikinger, for at vokse op som en af dem. Herfra følger et hav af historier om den unge Uhtred, der som saksisk lord og nu viking, er splittet imellem de to meget forskellige verdner. Fortællingerne er fiktive, men alt omkring vores hovedperson er historiske fakta. Cornwell kan sin historie og det er en fryd at læse. Hvis du er til historiske dramaer, sværd og vikinger, så er det lige noget for dig.

Lyt til ‘Saksernes fortællinger’-serien indlæst af Thomas Gulstad, Martin Paludan-Müller, Kasper Holten, Niels Vedersø og Jesper Bøllehus.

Hvor der er fugle

Hvor der er fugle

Den er kommet på min læste over den bedste læseoplevelse som jeg har haft længe. En fortælling der foregår på et fyr i nord-Norge. Den skifter hele tiden fortæller perspektiv, så ligesom vi føler historien lander, tager den på ny en drejning der gør at vi må lægge brikkerne om som vi ellers lige fik til at gå op. Det gør historien vanvittig spændende. Maren Uthaug er virkelig en sjov krøllet skribent med vanvittige gode og anderledes plots.

Lyt til ‘Hvor der er fugle’ indlæst af Thomas Jacob Clausen.

Bjørneby

Trine Gadeberg og Kasper Le Fevre, anbefalinger fra Den hvide dame

Handler om en lille by hvor ishockey er byens et og alt, og man vil gå langt for at blive i ligaen.

Hr. Backman beskriver så levende at du kan mærke kulden fra ishockeyhallen, og smage tårerne fra bjørnebys mange skæbner. Samtidig er den humoristisk, tænksom og hjertevarm.

Trine Gadeberg og Kasper Le Fevre

Kh Trine og Kasper

___

Et stort tak til Trine Gadeberg og Kasper Le Fevre for deres fine indlæg.
Følg ‘Den hvide dame’ på nedenstående sider:
Facebookside: Den Hvide Dame
Instagram: @den_hvide_dame

Lyt til ‘Den hvide dame’

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *