“Alle mine scener skal overraske” – Simon Toyne

Britiske Simon Toyne arbejdede i TV-branchen, inden han som 40-årig skrev Ruintrilogien, der blev en bestseller verden over. Vi har mødt ham til en snak om, hvordan han fik idéen til sin roste thrillerserie.

Sanctus er den første bog i Ruin-trilogien. Hvad inspirerede dig til at skrive Sanctus?

Det korte svar er udmattelse og synet af Rouen-katedralen. Det lange svar er, at jeg har drømt om at skrive en roman siden mine teenageår, men min tyve år lange karriere som producer og instruktør i TV-branchen havde stået i vejen for det. Cirka et år efter min 40 års fødselsdag gik det op for mig, at hvis jeg nogenside skulle få skrevet den bog, var jeg nødt til at komme i gang. Så jeg sagde mit komfortable job op, og gav mig selv seks måneder til at skrive en bog. Min familie og jeg besluttede os for at rejse væk, mens jeg skrev bogen med den tanke, at hvis jeg aldrig fik den skrevet, havde vi i det mindste fået et eventyr ud af det. Vi valgte at tage til Frankrig, fordi min kone og jeg taler en smule fransk, og for at få pengene til at strække længst muligt tog vi afsted om vinteren, hvor vi kunne leje en bolig billigt.

Så vi tog afsted den 1. december 2008 i en varevogn og en bil primært pakket med vores børns ting til at dekorere vores lejede hjem med og tog midnatsfærgen til Frankrig. Planen var at sove de fire timer færgeovergangen tog og så køre de otte timer ned til vores nye hus. Desværre blæste en storm op, der gjorde, at vi slet ikke fik sovet, og da vi kom til Frankrig, var vi så udmattede, at vi i stedet indlogerede os på et hotel i byen Rouen (den historiske hovedstad i Normandiet). Jeg kiggede op på byens katedral og kom i tanke om det Ralph Waldo Emersons citat, der nu er starten på Sanctus: A man is a god in ruins. 

Der var noget ved de spir og citatet og legen med ordene Rouen og ruin, der satte gang i noget i mig, og efter et par timers søvn og otte timers kørsel til vores nye hus, havde jeg slutningen klar til Sanctus. Fire år og tre romaner senere fik jeg endelig skrevet bogen.

Hvilken scene overraskede dig mest, da du skrev trilogien?

Alle scenerne er egentlig en overraskelse. Jeg ved altid overordnet, hvad der skal ske i hvert kapitel for at få historien til at rulle, men jeg bliver alligevel overrasket over de forskellige retninger karakterne tager.

Den første biblioteksscene i Sanctus overraskede mig særligt. I hjertet af Sanctus er der et mystisk levn, der er blevet holdt hemmelig i et kloster siden begyndelsen af menneskets historie. Jeg vidste, jeg skulle sætte en scene op, hvor munken fortæller om levnet til en anden munk, og til at starte med forestillede jeg mig, at det skulle ske på hans kontor eller i katedralens grotte. Men jeg fandt ud af, at det ville blive for statisk, og besluttede mig for istedet at give læseren en fremvisning af klosteret. I hver scene forsøger jeg at lave flere ting simultant, så jeg skrev, at munkene gik gennem biblioteket, og mens jeg skrev det, blev det til en hi-tech labyrint med bevægelseskontrollerede lys, der kun belyste små dele af de enorme kamre for at bevare de gamle tekster, der er gemt der. Det bevirkede,  at de gik rundt i næsten total mørke. Jeg gjorde også en af munkene mørkeræd, og det kunne jeg bruge senere i bogen.

Trilogien er blevet skamrost af thrillerfans. Hvad er opskriften på en god thriller ifølge dig?

En god thriller skal fange læseren fra første sætning og ikke give slip før sidste side. Mit ønske er, at læseren ikke kan lade være med at læse videre efter første sætning. Når de afslutter et kapitel, skal de have lyst til at læse næste kapitel. Og før de ved af det er klokken tre om natten, fordi de ikke har været i stand til at lægge bogen fra sig.

Lyt til Ruintrilogien og Simons nyeste thriller Solomon Creed her!