Mikkel Rosengaard – At skelne mellem det ægte og det iscenesatte

Foto: Daniel King

I januar debuterede Mikkel Rosengaard med sin første voksenroman, Forestillinger om Ana Ivan, om en ung dansk mand, der bliver en del af en rumænsk kunstners tidseksperiment i New York. Vi har stillet Mikkel et par spørgsmål om romanen.

Forestillinger om Ana Ivan er baseret på en sand historie. Hvordan kom du frem til den?

Det sande og det opdigtede er ikke altid adskilte størrelse, især ikke når det drejer sig om et menneske som Ana Ivan. Hovedpersonen i romanen er inspireret af en rumænsk performancekunstner, jeg mødte under Manifesta Biennalen, og noget af det, der fascinerede mig ved hende, var netop, at det var så svært at forstå, hvad der var ægte, og hvad der var iscenesat i hendes liv. Ana er et menneske, der ikke bare spiller en afgrænset rolle, som en skuespiller gør det, men som opfører hele sit liv som en slags forestilling. Og hvor grænsen går mellem det sande og det forestillede i sådan et liv, er noget af det, jeg er interesseret i.

Du har tidligere skrevet ungdomsromanen Videre. Hvad har været udfordringerne ved at skrive en roman til en voksen målgruppe?

Jeg har aldrig tænkt på, hvilken målgruppe jeg skriver til. Det er som om historien har sin egen vilje, at bogen og dens karakterer vil i en bestemt retning, og så må jeg bare følge efter. Mens jeg skriver, aner jeg ikke, om romanen ender med at blive læst af teenagere eller midaldrende eller pensionister. Men ligegyldigt hvem læseren er, må udfordringen være den samme: på en eller anden måde at åbne verdener, hvor læseren kan slippe ud af sit eget kranie og ind i andre menneskers hoveder.

 Fortælleren i din roman er en ung mand, som tilbringer en stor del af sin tid i New York. Du er selv bosat i New York – er der nogen sammenfald mellem dig og fortælleren?

 De fleste der skriver, genbruger vist elementer fra deres eget liv, men bogens fortæller er ikke mig. Jeg flyttede til New York som en ung mand, og ja, jeg var også praktikant ved en kunstfestival ligesom fortælleren. Det der interesserede mig, er ikke det autofiktive, men den åbenhed der er på det tidspunkt i livet. Jeg ville gerne se på, hvor åbne og formbare og påvirkelige vi er, når vi er i begyndelsen af tyverne og lige er ankommet til en ny by i et fremmed land, og egentlig ikke er personer endnu, men mere sådan en slags menneskelige klumper modellervoks.

Du kan lytte til Forestillinger om Ana Ivan her!