Hvor langt skal vi gå for at holde syge patienter i live? Og hvor længe?
Den amerikanske kirurg og folkesundhedsresearcher, Atul Gawande, har sat sin egen profession under lup i bogen, At være dødelig, hvor han argumenterer for, at livskvalitet, og ikke kun livsforlængelse, bør være målet, man stræber efter for patienter såvel som pårørende.
Jacob Birkler, formand for Det Etiske Råd, har skrevet forord til bogen, og vi har stillet ham et par spørgsmål om det at være dødelig.
At være dødelig handler om vores allesammens dødelighed. Hvorfor vil du anbefale os bogen?
Der er mest liv i livet, når døden er med. Derfor handler bogen om at leve dødeligt, og hvordan døden på flere måder giver indhold til livet. Bogen appellerer således til, at vi giver døden en plads i livet, men også at vi taler om den sidste tid, der kommer til os alle. Mange udskyder døden til noget, der sker i fremtiden. Men døden er med os hele livet på den mest livgivende måde, hvilket bogen giver mange eksempler på.
Hvordan har det at være dødelig ændret sig gennem tiderne – eller – hvordan mener du, at det moderne menneske i dag lever med dødeligheden?
Før var døden en ‘omstændighed’, nu er den snarere blevet en behandlingsmæssig ‘nødvendighed’. Vi forventer således, at få døden udskudt gennem et sundhedssystem, der behandler som aldrig før. Man kan måske ligefrem tale om, at vi har udliciteret døden. Vi sætter lægen på opgaven. I lighed med den måde vi har sendt vores børn og forældre på institution, på samme måde har vi institutionaliseret døden, som noget andre må tage sig af. I sundhedsvæsenet kvitteres der ved at forlænge livet som aldrig før, men vi glemmer, at det i nogle tilfælde snarere er en forlængelse af dødsprocessen. Ad den vej er vi blevet mestre i at redde livet, men novicer i at redde døden.
Hvad kan det at være dødelig lære os om livet i følge bogen – og måske også i følge dig?
Populært sagt kan det være mere værdifuldt at give liv til årene end år til livet. Atul Gawande gør denne pointe levende hele vejen igennem bogen og giver desuden anvisninger til måder, hvordan vi alle, – og sundhedspersoner især – kan finde blik for patientens liv, som alternativ til et ensidigt blik for patientens forlængede liv. Den værste etiske forseelse er at forse sig på patienten, hvor man glemmer at se, og dermed overser det, der har værdi for patienten. Gawande skriver om at se og finde blik for det, som er værdifuldt for patienten. En opgave der angår os alle.
