Lydbogsmarkedet vokser stadig – og endnu mere i andre nordiske lande
Mofibo præsenterer en ny undersøgelse af lydbogsmarkedet i forbindelse med den store lydbogspris, Mofibo Awards 2024, der igen i år afholdes på Vega i København d. 14. marts. Undersøgelsen, der er blevet til i samarbejde med Megafon, er blevet udvidet til også at omfatte tal omkring svenske og finske lydbogslyttere. Der er ligheder, men bestemt også forskelle bl.a. ift. hvor meget vi lytter.
Lydbøgernes popularitet er fortsat tiltagende blandt danskerne. Det konkluderer en ny undersøgelse foretaget af Mofibo i samarbejde med Megafon. De nyeste tal viser, at 46 % af danskerne lytter til lydbøger, hvilket er en stigning på 2 % ift. 2023. 49 % af lydbogsbrugerne svarer desuden, at muligheden for at høre lydbøger gør, at deres samlede forbrug af litteratur er steget.
Danskerne lytter meget, men svenskere og finner lytter mere
Mens undersøgelsen viser, at 46 % af danskerne lytter til lydbøger, er det tal helt oppe på 69 % for Finland og endda på 72 % for Sverige. Krimi er den mest populære genre i alle tre lande, hvor hhv. 25 % i Danmark, 31 % i Finland samt 30 % i Sverige angiver denne genre som deres foretrukne. I Danmark er Roman (15 %) den næstmest populære genre foran Biografi (11 %), mens der i Finland og Sverige er byttet rundt på den rækkefølge.
Direktør i Mofibo, Rasmus Lindstrøm, er glad for at lydbøgerne kan være med til at udbrede litteraturen og håber, at de endda kan blive lige så populære i Danmark, som det er tilfældet i Sverige og Finland:
“Vi er stolte over, at vi sammen med den øvrige branche har været med til at udbrede lydbøgernes popularitet i Danmark. At lidt under halvdelen af alle danskere lytter til lydbøger er en flot milepæl, og når vi kigger til andre sammenlignelige markeder, er der endda endnu mere at stræbe efter”, siger han.
Lydbøger til huslige pligter og transport
Rapporten konkluderer endvidere, at brugerne ofte foretager sig andre ting, mens de lytter til lydbøger eller befinder sig i situationer, hvor det er upraktisk eller umuligt at læse en fysisk bog fx. mens de gør rent (58 %), går en tur (57 %) kører bil (55 %) eller laver mad (51%). Lydbøger er således med til at udvide litteraturen, og mange får gavn og glæde af den både i fritiden og i en travl hverdag med mange gøremål.
Desuden svarer Mofibos brugere, at forfatteren (60 %) fortsat er den væsentligste grund til at vælge en bestemt lydbog, men indlæseren er faktisk gået hen og blevet den næstvigtigste årsag (55 %) og endnu mere vigtig end den litterære genre (52%).
Når der zoomes ind på formaterne, bliver det tydeligt at danskerne elsker lange historier – og gerne over flere serier. 42 % af brugerne foretrækker lange lydbøger, mens 41 % foretrækker serieformatet. Langt de fleste Mofibo-brugere (82 %) lytter typisk til én lydbog ad gangen, mens blot 17 % skifter mellem forskellige titler. Lydbogslytterne er ligeledes loyale, når de først har påbegyndt en ny lydbog: Hele 97% af Mofibo-brugerne svarer nemlig, at de lytter lydbogen til ende, når de er startet på den.
“Lydbøger er med til at gøre spildtid til kvalitetstid, hvad enten du skal fra A til B eller arbejde dig igennem pligter. Men de giver også mulighed for at lukke verden omkring dig ude for en stund og fordybe sig i en god historie. Hvad end du foretrækker krimi, romance eller fantasy, så er det i disse stunder og øjeblikke, at lydbøgerne virkelig kommer til sin ret,” siger Rasmus Lindstrøm.
Lydbøgerne vokser særligt i Vestdanmark
Der bliver lyttet lydbøger i alle landsdele af Danmark, men de mest aktive regioner findes i Jylland og nærmere bestemt i Midtjylland, hvor 26 % lytter minimum én gang om måneden, hvilket er en stigning på 4 % ift. 2023. I Region Nordjylland lytter 24 % til lydbøger minimum én gang om måneden, hvilket er en stigning på 3 %, mens de i Region Syddanmark præsterer en stigning på 2 % til i alt 22 %, der lytter minimum én gang måneden. Dermed har de tre jyske og fynske regioner for andet år i træk overgået Region Hovedstaden, som trods alt har oplevet en månedlig lyttestigning på 4 % til i alt 21%, samt Region Sjælland for der er status quo fra sidste år på 18%.
Der er desuden regionale forskelle, når det kommer til præferencer for genrer: Krimi er stadig den klart mest populære genre på tværs, og den som særligt nordjyderne (29 %) og Region Syddanmark (28 %) foretrækker. Roman-genren optræder på andenpladsen i alle regioner bortset fra Syddanmark, mens den tredje mest populære genre dækker over alt lige fra Biografi, Personlig udvikling, Historie og Fantasy afhængigt af, hvor i landet du er.
“Det glæder mig, at lydbøgerne fortsat benyttes alsidigt af så mange danskere på tværs af geografi og genrer. Det beviser, at gode historier aldrig går af mode, idet vi alle kan lide at blive underholdt, rørt eller oplyst. Her bliver det vores opgave som indholdsleverandør og i samarbejde med de mange forlag, at holde fingeren på pulsen omkring folks præference for bl.a. genre og format, således at de gode historier møder det rigtige publikum,” afslutter Rasmus Lindstrøm.
Se flere data fra undersøgelsen Danskernes lydbogsvaner 2024 i den fulde rapport her. Læs mere om Mofibo Awards her.