Drøm dig væk til varmere himmelstrøg

Jørgen Svenstrup og Peter Hansen i podcasten De sidste charterguider
Jørgen svenstrup og Peter hansen

De sidste charterguider, Jørgen Svenstrup og Peter Hansen, er crash-landet på Mofibos platform med podcasten ‘De sidste charterguider’. Sikke en fest! De nyeste episoder kan lyttes til eksklusivt hos Mofibo. Vi garanterer for et godt grin! Og vi er ikke de eneste, der synes, at Jørgen og Peter er herlige. De er nomineret til en Zulu Award i kategorien ‘Årets lyd’. Fra Mofibo skal der lyde et stort tillykke med nomineringen.

Læs også: Sommerferielytning.

Starten på det hele

I anledningen af nomineringen har Jørgen Svenstrup skrevet et gæsteindlæg. Læs med her:

For 35 år siden startede jeg på SPIES-Skolen på Mallorca, og det blev starten på mit livs vildeste rejse. Fem år med konstant fest, ansvar og eksotiske oplevelser på stor set alle SPIES Rejsers destinationer i Spanien, Grækenland og Italien. Simon Spies var lige død og Janni Spies, der kun var 18 år gammel på det tidspunkt, blev hele Danmarks rejsedronning. Det var dette historiske øjeblik, jeg dumpede ned i som 18-årig, efter jeg et halvt år havde været ansat i mit første job som (virkelig talentløs) stuepige på Hotel Marienlyst i Helsingør.

På Spies-skolen mødte jeg Peter, der var falleret discjockey fra Nykøbing Mors, og efter vi havde hadet hinanden i et halvt års tid, fordi vi begge havde spidse albuer, kom vi begge gennem nåleøjet og fik de eftertragtede jobs som rejseleder i Spies Rejser. Da vi fem år og 1000 bizarre og vilde oplevelser senere vendte tilbage til Danmark, var fundamentet lagt til at vi blev livsvenner.

Sådan kom idéen til ‘De sidste charterguider’

For et år siden gik vi derfor som sædvanlig søndagstur med vores 3 små skødehunde ved Bagsværd sø. Vi var helt klar over at alle der mødte os på stien, så to midaldrende bøsser, så vi havde som sædvanligt travlt med at fortælle hinanden om vores ungdoms patetiske men for os selv temmelig underholdende score-eventyr.

Pludselig tog den ene idé den anden, og vi besluttede at starte et hyggeprojekt, der skulle ende med en podcast-serie om vores mange vanvittige Spies-historier. Det var udelukkende for vores egen skyld, for når vi alligevel gik omkring hver søndag og fortalte dem til hinanden, hvorfor så ikke optage det, og lave et lille monument – nu hvor vi nok ikke kunne regne med at få opkaldt en plads efter os.

Da vi sjældent har oplevet lang afstand mellem tanke og handling, tog vi derfor i sommerhus i en weekend og gik i gang med 24 timers maraton fortælling, der endte med 9 halve timers podcast om livet som ”De sidste charterguider” i midtfirserne, hvor charterturismen var på sit højeste.

Fordi Peter i dag er kreativ direktør i Nordisk film tv, fik han gjort Go’ morgen Danmarks værter nysgerrige, og da vi sad dér i studiet og fortalte om vores oplevelser 35 år tidligere, kunne vi til vores store overraskelse høre –  ikke kun værten, men også hele produktionsteamet grine, så kameraerne rystede.

Jørgen Svenstrup anbefaler: ‘Simon’ af John Lindskog.

Et budskab fra en svunden tid

Det var lige i starten af sommerferien 2019, så i løbet af få uger hørte hundredetusindvis af danskere podcast-serien ”De sidste charterguider” på vej på ferie. Vi havde åbenbart ramt lige direkte ned i noget, der ikke bare var to midaldrende mænds ungdomsoplevelser, men en stemme fra en fortid alle på vores egen alder kunne genkende i sig selv, og samtidig et budskab fra en svunden tid, nutidens ungdom længes efter at opleve.

Da vi for et par søndage siden gik rundt om Bagsværd sø og talte om hvad sæson 3 skulle handle om, efter vi netop er udkommet med sæson 2, hvor de ”De sidste charterguider indtager Asien”, blev vi enige om, at vi havde opnået 10000% mere end vi nogen sinde havde forestillet os i den vildelse fantasi. Specielt var en god anmeldelse i ”Alt for Damerne” med til at sætte prikken over i’et, for det var tydeligt at anmelderen – en yngre dame, havde vanskeligt ved at indrømme at hun faktisk var temmelig underholdt af vores smålumre fortællinger. Vi var enige om at det er ret paradoksalt at vi begge har pænt succesfulde karriereforløb, og at det så alligevel er en uskyldig podcast om to venners oplevelser, der skulle sætte os på Danmarkskortet. Dagen efter blev det offentliggjort at vi er nomineret til en Zulu-award 2020.

Det er sgu større end at få en plads opkaldt efter sig. Specielt hvis det er en plads i Valby!

___

Et stort tak til Jørgen Svenstrup for det fine indlæg. Vi hepper på ‘De sidste charterguider’ til at vinde en Zulu Award i kategorien ‘Årets Lyd’. Stem her!

Læs mere om Jørgen Svenstrup.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *