Foto: Zarko Ivetic
Vi har talt med den danske forfatter og skuespiller, David Garmark, som er aktuel med den potente og handlingsmættede spændingsroman Det fjerde menneske. Han har delt sine tanker om romanen, inspirationskilder og yndlingsforfattere. I kan godt glæde jer til at få ørerne i hans nye bog!
Uden at afsløre for meget – kan du så give os et indblik i Det fjerde menneske og hvad man som læser/lytter kan forvente?
Det fjerde menneske er en historie om en mand, der forvirret, fortumlet og uden at vide hvem han er, vågner i en kiste. Han er blevet skudt og efterladt til at dø, og det går ret hurtigt op for ham, at nogen stadig er efter ham. Han må derfor flygte rundt i Europa i jagt på sin tabte identitet og grunden til, at nogen ønsker ham død.
Det er også en historie om noget grusomt, der bliver gravet op under isen på Antarktis. En historie om en ung kvindelig forsker, der i en hule på et bjerg finder noget utroligt, noget banebrydende. Og så er det en historie om det gode og det onde, for hvad er hvad, når man ikke engang ved, hvem man selv er?
Forvent en thriller med højt tempo og forvent måske at lære noget. Forvent at sidde med en hvad nu hvis-følelse bagefter. Og forvent at blive underholdt.
Det fjerde menneske er en del af krimiserie. Ved du allerede nu, hvordan den vil ende?
Ditlev Martins, der er bogens hovedkarakter, husker intet fra tiden før han vågner halvdød i en kiste, i et land han heller ikke genkender. Hans søgen efter sig selv og det han opdager i den forbindelse er i skarp konflikt med de værdier og den moral, han føler efter sit hukommelsestab. Men igen og igen og mod hans vilje vender den gamle Ditlev Martins tilbage og skaber problemer. Spørgsmålet er, om han kommer til at omfavne det, eller har held til at undertrykke det.
Jeg ved, hvor Martins skal hen, eller tilbage til og hvilke udfordringer han skal igennem, før han måske genfinder sit rigtige jeg. Jeg har også en ret god fornemmelse for hvor resten af karaktererne skal hen. Plotmæssigt arbejder jeg på 3’eren for 2’eren er så godt som færdig.
Din debutroman handler om en ung mand, der rejser til Paris for at blive skuespiller – en verden, du som skuespiller sikkert selv har erfaring med. Din nyeste roman handler blandt andet om et forskningsforsøg og foregår til dels på Antarktis. Hvordan har du researchet til bogen?
Ideen til bogen opstod som følge af, at jeg interesserer mig for stort set al slags videnskab. Jeg læste en fremragende artikel om en række søer under Antarktis, som man på det tidspunkt var ved at bore ned til, for at se, hvad der befandt sig dernede. Liv – livets oprindelse? Derfra tog det fart. Ideer præsenterede sig selv i mere eller mindre holdbart og sammenhængende omfang gennem den næste tid. En idé blev dog hængende og efter at have undersøgt teser og teori i mine gamle lægevidenskabelige bøger, kom jeg til kort og blev nødt til at konsultere nogle eksperter, der er krediteret til sidst i den fysiske bog.
Meget kan findes på nettet, så længe man holder sig kildekritik for øje. Konspirationsteorier, der har en central rolle i bøgerne udmærker sig ved, at det netop er noget ingen med sikkerhed ved noget om, og derfor er de taknemmelige at tage under behandling.
Hvordan har det været selv at indlæse lydbogen?
Jeg har haft et glimrende samarbejde med Per fra Multimediestudiet. Sidste år indlæste jeg også min debutroman, og jeg synes klart, det er en fordel, at jeg er vant til den type arbejde. Timing, intonering og så videre i relation til, at jeg selv har skrevet bøgerne og kender karaktererne, giver for mig det bedste output. Jeg vil fortsætte med at indlæse mine egne bøger fremover, det er helt sikkert. Det er hårdt arbejde, når man skal holde tempoet og intensiteten gennem mange timer, men det er både lærerigt og sjovt at indlæse.
Man skal dog ikke undervurdere, at det kan være svært at høre sig selv nogle gange (specielt på fjerde time), hvilket er underligt paradoksalt, når man sidder og læser højt. Jeg har været glad for at have haft en makker i Per, der lige stoppede mig en gang imellem og gjorde opmærksom på, hvor jeg lige havde læst forkert, eller udtalt et ord forkert, hvor mærkværdigt det så end lyder, at man kan det.
Du er uddannet lærer og har i mange år arbejdet som skuespiller. Har du altid haft en trang til at skrive også eller er det først kommet til dig senere?
Min opfattelse er, at mange forfattere har en hel skuffe med ufuldstændige manuskripter. De ligger der af nostalgiske og optimistiske årsager. Hvilket er fantastisk. Således også jeg. Jeg har altid skrevet både det ene og det andet, og øvet mig, og læst og øvet mig noget mere. Men for mig har der desuden skullet en eller anden form for erkendelse til, for at jeg syntes, at jeg var klar. At min tekst var klar. Nemlig den, at jeg kunne stå hundrede procent inde for præcis det manus, der blev det første. At det var lige i øjet. At det skulle være det, der skulle være den første bog, min debut. Noget jeg kunne være stolt af. Og det blev Drengen, der aldrig kom hjem.
Hvilke bøger har påvirket dig mest som forfatter?
Et uomtvisteligt faktum for forfattere er, at hvis man vil skrive, må man læse. Man kan hente inspiration i så mange ting i tekster, og det er alt fra små ord, brugt i en obskur sammenhæng, til karaktertræk, til plots til alt muligt andet. Så alle finder inspiration i andres arbejde, det er klart.
De tre bøger (jeg begrænser mig), der har betydet mest for mig som inspirationskilder og påvirket mig i faget er Paul Austers New York Trilogi, Michael Crichtons Frygtens Ansigt (State of Fear) og Clive Barkers The Damnation Game.
Auster har en fremragende evne til at skildre menneskelig fremmedgørelse – et emne, der interesserer mig dybt. New York Trilogi var den første bog, jeg læste af Auster – og den efterlod et kæmpe indtryk. Siden har alle hans romaner gjort den selskab på hylden.
Crichton skrev blandt andet også Jurassic Park bøgerne og jeg elsker den videnskabelige tilgang til de thrillers, han har skrevet. I Frygtens Ansigt, der handler om den globale opvarmning, stiller han rædselsscenarier op, der fik mig til at tænke over et væld af ting.
Clive Barker er horrorforfatter. Jeg elsker horror. Og jeg elsker, når Barker uforskammet jonglerer skødesløst, men stilsikkert, med kæmpe tabuer på en så elegant måde som han gør i The Damnation Game.
kommentar