Månedens gæst: Litfix
Hvad er dit bedste bogtip? Hvilken bog har lært dig noget du ikke vidste? Er der et specielt bogcitat, som du har taget med dig videre i livet? Hvilken bog har fået dig til at grine og græde? Dette er blot enkelte af de spørgsmål, vi får svar på når forskellige personer inviteres til en snak omkring litteraturens betydning i Månedens gæst hos Mofibo.
Velkommen til Litfix
I netop dette indlæg kan du læse om en af Mofibos trofaste bogbloggere, Julie, som går under navnet Litfix på hendes blog og instagram profil. Læs med når vi stiller Julie 20 sjove spørgsmål. Måske bliver du inspireret til din næste lydbog…
Mit navn er
Julie Rasmine Larsen
Min profession er/ Til dagligt laver jeg
Jeg arbejder som Content Marketing Manager i Opus Group som er et holdingselskab bestående af en række selskaber, der alle arbejder med formidling af foredrag, events og kurser. Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation, retorik og formidling fra Syddansk Universitet i 2017.
Min yndlingsårstid er
Åh, det er svært at sige. Jeg elsker alle årets tider. Men jeg holder særligt af julen, fordi den er bundet op på så mange hyggelige traditioner, og jeg elsker sne. Men jeg nyder også forårets spiren, fuglenes kvidren, begyndende solskinsdage og bladene på træerne der bliver grønne. Lige så vel som jeg holder af efterårets brune tæppe, indendørs hygge, græskar, stearinlys og tid til fordybelse i bøgerne. Men nyder også gerne en bog på stranden eller i haven, elsker at bade og drikke rosé. Ja, jeg holder af alle årstider.
Min livret er
Sushi. Og det er en lidt dyr af slagsen. Og ellers pasta. Alle slags pasta, eller generelt bare mad, som man kan drikke vin til.
På en øde ø ville jeg tage disse tre ting med/ disse tre bøger
Lighter, Paolo Cognettis ‘De otte bjerge‘ eller Troels Kløvedals ‘Alle mine morgener på jorden‘ og min mobiltelefon. Det er da frygteligt svært med kun tre ting. Glemte helt min kæreste og mit barn 😀
Jeg hører lydbøger når jeg
Går ture eller gør rent. Når jeg ordner have eller lægger tøj sammen.
Mit bedste bogtip beskrevet med tre ord
Join en læseklub.
En bog jeg har/ eller kunne læse flere gange
‘Ronja Røverdatter‘ af Astrid Lindgren og ‘Call me by your name‘ af André Aciman.
En bog jeg har læst, som var bedre end filmen
‘Lykke-Per‘ af Henrik Pontoppidan. Filmen var formidabel, men jeg synes bare ikke, at filmen havde tid nok til at få det hele med, hvilket jo er forståeligt.
Denne bog har fået mig til at grine
Alle bøger af Thomas Korsgaard. Fordi det bare er så fandens tragikomisk. Som en ung Erling Jepsen.
Denne bog har fået mig til at græde:
‘Lone Star‘ af Matilde Walter Clark og ‘Knud, den store‘ af Hanne-Vibeke Holst. Det er åbenbart de store sårbare fortællinger om fædre, der får mig til at snøfte.
Denne bog har lært mig
Outlander-bøgerne har lært mig alt, hvad jeg ved om Skotland, Jacobit-oprøret, Cullodon, britisk imperialisme og brutalisme, kolonialisme, Den amerikanske borgerkrig, lægevidenskab og botanik. Det er alligevel forunderligt, hvor meget research der har måtte gå forud for de bøger.
Denne bog glæder jeg mig til at læse
Jeg glæder mig meget til at læse ‘Dagmars svære valg’ af Gertrud Thinning, da jeg var meget begejstret for hendes debutroman En uretfærdig tid. I Dagmars svære valg, følger vi bryggeriarbejderen Dagmar, der bor på Vesterbro i 1913, en tid, hvor kvinder kæmper for at få lov til at bestemme.
Denne bogkarakter ville jeg tilbringe en dag med
Jamie Alexander Malcolm MacKenzie Fraser. Need I say more? Og the early years, tak.
Denne forfatter ville jeg gerne spise en middag eller tage en drink med
Død eller levende? Jeg gad virkelig godt dele en middag og en drink med Tove Ditlevsen. Jeg har skrevet speciale om hende, læst næsten hele forfatterskabet og holdt flere foredrag om hende. Den kvinde var bare for vild!
Denne bog ville jeg gerne være en del af
Harry Potter-bøgerne. Eller ‘Anne fra Grønnebakken‘. Nok mest sidstnævnte. Lidt mindre farligt.
Et citat fra en bog jeg har taget med mig
“I immersed myself in books and rock ‘n’ roll, the adolescent salvation.” – Patti Smith, ‘Just Kids‘. I øvrigt en fremragende bog, som jeg helt klart skal genlæse en dag.
Denne bog har ændre mit syn på
Hvor privilegieblinde vi hvide mennesker egentlig kan være, og hvor brutale vores forfædre har været: ‘Emma Gad for hvide‘ af Anna Neye.
Denne bog ville jeg anbefale til
Alle mødre, kommende, nybagte, etablerede: ‘Et livsværk‘ af Rachel Cusk. Det er noget af det mest vedkommende, jeg har læst om moderskab siden ‘Vinterbørn‘. Jeg forstår godt, hvorfor den regnes for en milepæl i moderskabslitteraturen og har fået klassikerstatus.
Den her bog har betydet mere end “bare” underholdning
Mit hjerte banker for Elena Ferrantes Napoli-romaner, og jeg ærgrer mig stadig dagligt over, at jeg ikke stadig har dem tilgode. Det var virkelig en uforglemmelig rejse, jeg var på, da jeg læste de bøger.
Følg med i ‘Månedens gæst’, hvor vi hver anden uge inviterer en ny gæst til at svare på spørgsmål.
Følg med på Litfixs egne kanaler:
Facebookgruppe: Litfix læseklub
Facebookside: Litfix
Instagram: @litfix
Blog: litfix.dk