Morten Remar og hans nervepirrende krimier

Forfatter Morten Remar

Morten Remar er forfatteren bag den populære krimiserie om Jacob Fink. Lige nu er han højaktuel med en ny, spændende krimi ‘Kvinden under jorden‘! Læs med herunder og lær forfatteren bedre at kende.

Du kan også læse vores eksklusive interview med Morten Remar, hvor han blandt andet fortæller om sine overvejelser forud for Fink-serien.

Kvinden under jorden

Kvinden under jorden af Morten Remar

Drabsefterforsker Amanda Miller og hendes makker Ole Madsen undersøger en forsvundet kvinde nær Viborg. Selvom beviserne peger på ægtemanden, mener Amanda, at han er uskyldig, og risikerer sin karriere for at bevise det.

Samtidig jagter Amanda sandheden om sin families mord, hjulpet af clairvoyante Angela Woo. ‘Kvinden Under Jorden’ er første bind i Morten Remars nye serie om Amanda Miller, efter hans succesfulde Mofibo-trilogi.

Lyt til ‘Kvinden under jorden‘, indlæst af Morten Remar selv.

FINK-serien

Rækkefølgen på bøgerne i FINK-serien

  1. Skyggemord
  2. Skalpel
  3. Mestermanden

I ‘Skyggemord‘ forsvinder den syriske flygtning Delavan sammen med to andre drenge. Den arbejdsløse journalist Jakob Fink finder ud af at hverken myndigheder, modtagecenteret eller pressen er interesseret i at finde ud af, hvad der er sket, så han begynder sin egen efterforskning.

I Morten Remars andet bind ‘Skalpel‘ er Jakob Fink flyttet til Viborg. Her skal han skrive en true crime roman sammen med sin gode veninde og makker Sheila Hajouz om hændelsen i ‘Skyggemord’. Det bliver dels afbrudt af Finks helbred men især da en familiefar forsvinder lidt udenfor Viborg.

I det nyeste bind ‘Mestermanden‘, er Jakob Fink i dyb krise. Han er plaget af fortiden, og ved ikke hvad han vil med sit liv. Han tager et job som ghostwriter for en velhavende advokat, for at skrabe lidt penge sammen – men en morgen finder han advokaten dræbt i sit træningslokale, på brutal vis! Jakob involveres i sagen og opdager, at det er en kamp med tiden, hvis han skal undgå, at flere ofre møder samme brutale skæbne.

Lyt til ‘FINK‘-serien, indlæst af Morten Remar selv.

Læs også: De 10 mest populære krimier.

At skrive til lydbog – Morten Remar og Lotte Petri

Til Storydays 2020 talte Morten Remar og Lotte Petri med Marie Louise Toksvig om deres krimiserier, og hvordan det er anderledes at skrive direkte til lydbogsformatet. Se interviewet i videoen her.

Forfatteren Morten Remar

Morten Remar
FOTO: JANE GISSELMANN

Morten Remar debuterede som forfatter i 2016 efter 35 år som sanger og sangskriver.

Du kender garanteret Morten Remar fra da han for alvor brød igennem med sangen “Jonathan” i bandet Back to Back. Herefter fulgte en række spændende projekter med flere sange og flere bands. Remar har også lagt stemme til Mulan tegnefilmene, men de seneste knap fem år er det nu blevet til fem udgivelser.

Efter en årerække i det Nordsjællandske er Morten Remar flyttet til Viborg. Her skriver han sange, er på turné og arbejder på sin næste krimi i FINK-serien.

Vi har været så heldige, at få et interview med Morten Remar. Her fortæller han om sine overvejelser forud for serien. Læs det herunder og se videoer om hovedpersonen Jakob Fink og om politikommissæren Josefine Fischer.

Fortæl om serien og om din hovedperson Jakob Fink

“Serien tager udgangspunkt i min hovedperson, Jakob Fink, som nu er freelance journalist. Før var han videnskabs-journalist i DR og fandt noget snavs på den daværende uddannelses- og videnskabsminister, men det endte med at blive en skandalesag, hvor DR fyrer ham, da hans kilde springer fra. Alt dette er optakten til ‘Skyggemord’.”

“Jeg har prøvet at gøre Fink kompleks og menneskelig på den måde, at vi både ser hans stærke og svage sider. Og så er han ikke bundet på hænder og fødder af børn, familie og hus. Han er en person, jeg som forfatter kan flytte rundt på lidt afhængig af, hvor jeg har lyst til, at han skal være henne.”

“En vigtig del af Jakob er, at han diabetiker. Det har en afgørende betydning for handlingen i ‘Skyggemord’, ligesom at det udgør er en vigtig del i ‘Skalpel’.”

Hør Morten Remar fortælle mere om hovedpersonen Jakob Fink.

Hvorfor valgte du at Jakob Fink skulle være journalist?

“Det er en udfordring at have en hovedperson, som ikke kan alt og må alt. Til gengæld kan og må en journalist meget, men er begrænset i at skaffe samme oplysninger som politiet kan, så det skal ske på en anden måde, og det er en udfordring som forfatter, at have at gøre med en person, der ikke er indenfor politiet. Til gengæld giver det også nogle andre muligheder.”

“Min hovedperson bliver nødt til at være en del af mig selv. Jeg skal kunne genkende mange af hans menneskelige egenskaber – også de dårlige; herunder selvglæden, selvmedlidenheden, ynk, misundelse, magt osv. som jeg tror er i os alle sammen. Vi har en moral, som gør at vi ofte holder os på den rette sti. Der er det jo fedt, at have sådan en figur, som kan gøre det, som man aldrig ville kunne finde på at gøre selv.”

Hvad synes du om Jakob Fink?

“Jeg kan ret godt lide ham, men han har også visse usympatiske træk. I ‘Skalpel’ har han en kæreste, hvor det nok mest af alt er mere et seksuelt forhold for ham. Han går ikke så meget op i det, men det gør hun, hvad han trods alt godt kan få dårlig samvittighed over.”

“Han er en enspænder, og hans privatliv roder – det er ikke fordi, at han ikke vil have det til at fungere. Han kan bare ikke finde ud af det. I bund og grund er han ensom, men er også et barn der blev gjort fortræd. Jakob og hans storesøster blev misbrugt af deres kendte far, mens moren så den anden vej.”

“Der er en grund til at han har svært ved nære relationer, selvom han gerne vil.”

Hvor meget af plottet havde du planlagt på forhånd?

“Ideen til ‘Skyggemord’, fik jeg, da jeg faldt over jeg en artikel om hvor mange uledsagede børn og unge krigsflygtninge, der forsvandt under myndighedernes radar, kort efter de ankom og ingen vidste hvor de blev af. Det var startskuddet til plottet. Derefter gik der et par måneder med research inden jeg mødtes med min redaktør, hvor vi gik det igennem. Det er en lang og svær proces, men jeg synes også det er enormt sjov og spændende at skabe fiktion, liv ud af ingenting.”

Hvorfor udspiller handlingen sig i Viborg?

“Fordi jeg selv er flyttet til Viborg, men også fordi, at jeg er kommet her i rigtig mange år, da mine svigerforældre bor her. Jeg kender byen rigtig godt. Den er spændende med masser af historie og interessante, og for mig nye lokaliteter, som jeg kan bruge.”

Hvad var det sværeste ved at skrive Skyggemord og Skalpel?

“Rent personligt og skivemæssigt er det generelt bare en udfordring at skrive sådan en serie, fordi det ikke synes falder mig let at skrive. Det er hårdt arbejde. Jeg bruger mindst lige så lang tid på at efterbehandle bogen som på selve skriveprocessen. Det er ikke ligesom, at det er let for mig at synge. Det har jeg gjort i 35 år, og det er naturligt for mig. Der er jeg ikke med skriveriet endnu, men det håber jeg på kommer med tiden. ‘Skalpel’ er min femte roman, og jeg synes, at jeg er blevet bedre og har lært meget.”

“Den største udfordring for mig har været Corona-krisen, fordi jeg hele tiden blev afbrudt i skriveriet, da jeg har skolebørn. Jeg havde en periode, hvor jeg ikke skrev i en uge eller 14 dage, og så skulle jeg læse op på det, jeg havde skrevet. Det resulterede i, at jeg gentog mig selv, brugte de samme vendinger og en masse tid på at komme ind i rytmen igen.”

Hvem vil du anbefale bogen til?

“Krimilæsere, der godt kan lide en kompliceret gåde. Det elsker jeg selv. ‘Skalpel’ er en clean krimi, der starter lige på og hårdt. Jeg er ret tilfreds med plottet og udviklingen af serien og er allerede i gang med tankearbejdet på 3’eren.

Morten Remar om politikommissær Josefine Fischer.

Kan du løfte lidt af sløret for 3’eren?

“Viborg går langt tilbage, så gik jeg i gang med at lede efter noget historisk fra middelalderen, som jeg kunne bruge, tænkte jeg. Og så faldt jeg over Mestermanden, som var byens lokale bøddel. Så det går jeg og tygger lidt over. Han huggede jo hovedet af folk… Det skal jeg bruge sommeren på at finde ud af om jeg kan brygge en god FINK-krimi på.

Læs også: De 10 mest populære true crime bøger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *