Månedens gæst

Månedens gæst: Bibliotekat

Månedens gæst: Bogfinken

Hvad er dit bedste bogtip? Hvilken bog har lært dig noget du ikke vidste? Er der et specielt bogcitat, som du har taget med dig videre i livet? Hvilken bog har fået dig til at grine og græde? Dette er blot enkelte af de spørgsmål, vi får svar på når forskellige personer inviteres til en snak omkring litteraturens betydning i Månedens gæst hos Mofibo.


Velkommen til Bibliotekat

Månedens gæst: Kathrine Bach Pachniuk. Bibliotekat

I dette indlæg kan du læse om Kathrine, som også går under navnet Bibliotekat på hendes forskellige sociale kanaler, hvor hun ofte deler ud af forskellige boganbefalinger.

Læs med når vi stiller Kathrine 20 sjove spørgsmål. Måske bliver du inspireret til din næste lydbog…

Mit navn er

Kathrine Bach Pachniuk.

Min profession er/ Til dagligt laver jeg

Børnelitteraturkonsulent og sociale medier.

Min yndlingsårstid er

Efterår.

Min livret er 

Tacos.

På en øde ø ville jeg tage disse tre ting med/ disse tre bøger 

Jeg ville for det første være SÅ frustreret over det lave antal, men ville medbringe Ringenes Herre (i en samlet version), Carry on af Rainbow Rowell og Strange the Dreamer af Laini Taylor.

Jeg hører lydbøger når jeg

Gør alt. Går, løber, cykler, gør rent, doomscroller på Instagram, stirrer ud i luften.

Mit bedste bogtip beskrevet med tre ord

Prioriter din læsning

En bog jeg har/ eller kunne læse flere gange

Mange! Men der dukker altid nye detaljer op i Ringenes Herre.

En bog jeg har læst, som var bedre end filmen

Jeg synes The Hunger Games filmene er virkelig gode, *hvis* man har læst bøgerne først. Så får man den baggrundsviden der ikke var plads til i filmene. Men grundlæggende er bogen oftest grundigere, mens filmen er en god tilføjelse i bedste fald og helt forkert i værste.

Denne bog har fået mig til at grine

Senest Rex Dexter og de stendøde kæledyr af Aaron Reynolds

Denne bog har fået mig til at græde:

Eventyrhuset af TJ Klune. Jeg har hørt lydbogen 5 gange og græder hver gang.

Denne bog har lært mig

Alle børne– og ungdomsbøger minder mig om hvordan det var at være barn og ung og det er vigtigt, når man arbejder med børn og unge – at man aldrig glemmer at deres problemer fylder hele deres verden – også selvom de voksne ikke helt forstår hvor alvorligt det føles i det øjeblik.

Denne bog glæder jeg mig til at læse

De blodgyldne af Namina Forna. Den har været på min liste længe, men jeg har ikke fået den læst endnu.

Denne bogkarakter ville jeg tilbringe en dag med

Cassian fra Et rige af Torne og Roser. Jeg har ikke flere kommentarer til det.

Denne forfatter ville jeg gerne tage en drink med

Jeg ville have elsket at møde Terry Pratchett, men ellers ville jeg gerne drikke et glas vin med Fredrik Backman. Jeg har dog hørt han er mindst lige så akavet som mig i sociale sammenhænge, så en hel middag bliver måske for tåkrummende.

Denne bog ville jeg gerne være en del af

The Hunger Games men kun fordi mit toxic trait er at jeg faktisk tror jeg kunne overleve (ikke hvis Katniss også var med, men et andet år. Jeg ville gemme mig indtil de andre havde myrdet hinanden og komme ud af budskadset som vinderen! – i realiteten ville jeg spise nightlock ved en fejl og dø inden 3 dage, men lad mig blive i troen).

Et citat fra en bog jeg har taget med mig

Not all those who wander are lost. Kliche, jeg ved det, men jeg er en Tolkien-fangirl hele vejen igennem.

Denne bog har ændre mit syn på

Ikke blot en, men mange. Som jeg læste mere og mere litteratur med mennesker der ikke lignede mig i hovedrollen blev min verden åbnet op.

Denne bog ville jeg anbefale til alle

Den her er nem for jeg vil anbefale Eventyrhuset af TJ Klune til alle, men faktisk vil jeg cirkle tilbage til Fredrik Backman. Jeg gav min mor En mand der hedder Ove og den gik på rundtur til alle mine søstre, som alle elskede den. Det samme skete med Min kæreste elskling, men den hader de mig alle sammen for at have fået dem til at læse.

Den her bog har betydet mere end “bare” underholdning

For mig er bøger altid mere. Jeg tror ikke vi læser nogle bøger uden at tage noget med fra dem, på godt og ondt. De bøger vi læser former os. Deres menneskesyn, deres fordomme, den måde de re/præsenterer minoriteter. Så de bøger der giver mig mest er dem skrevet af mennesker med en anden oplevelse i verden end mig. Jeg er et meget privilegeret menneske på mange områder, og det er nemt at glemme, at min oplevelse kun er en ud af millioner. Bøger som for eksempel På min huds sorthed af Aaiún Nin, Hood feminism af Mikki Kendall, Pet af Akwaeke Emezi og En skøn alder af Kiley Reid har været øjenåbnende og vigtige læseoplevelser for mig.

Følg med i ‘Månedens gæst‘, hvor vi hver anden uge inviterer en ny gæst til at svare på 20 sjove spørgsmål.


Følg med på Kathrines egne kanaler:  
Instagram: @bibliotekat
Hjemmeside: Kathrine Pachniuk
Blog: Bibliotekats blog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *