Syv satans lange dage – Skamløst underholdende!

Syv satans lange dage - Skamløst underholdende!

Det er meget sjældent, det lykkes så perfekt som i ‘Syv satans lange dage’ at forene komedie med en eksistentiel undertone af alvor. Jo, jeg grinede selvfølgelig, da Judd kommer hjem med fødselsdagslagkage til sin kone (hvor lysene er tændt, vel at mærke), lister sig ovenpå, hvor han i stedet finder hende i lag med hans ulidelige chef fra radiostationen, og en ret hysterisk sjov scene udspiller sig. Men det er også en ret ’standard’ sjov scene. 

Døden og latteren

Det var faktisk først ved farens begravelse – af alle steder – at jeg lo højt: En lille bitte ting indtræffer midt i al alvoren, og man bliver voldsomt overrasket. Jeg brød simpelthen sammen af latter. Og så er man jo hooked resten af bogen – latter er et ’drug’. Man føler med stakkels Judd, der efter farens sidste ønske er tvangsindlagt til at sidde Shiva – en jødisk tradition – i syv dage med sin familie. Alle bliver de ufrivilligt konfronteret igen med hinanden – og med dem selv. Barndommen kan man aldrig løbe fra.

Efter at have duppet fingeren på sidste skærmside, kan jeg konstatere, at dette simpelthen er den sjoveste bog, jeg har læst i år. Den er rørende på samme tid, men den holder den tone af alvor, som holder den på den sikre side af klicheerne og sentimentaliteten – og tættere på livet. Det er simpelthen en opløftende bog for alle, der har rundet de 35 år.  

Det bliver spændende at se, hvad Hollywood så gør med filmatiseringen. Man kan gå ind og se traileren til ‘This is where I leave you’ allerede nu, og har man læst bogen, kan man allerede se pænheden tage over…

Vi glæder os til at se jeres anmeldelser af ‘Syv satans lange dage‘, der oprindeligt havde den noget bedre engelske titel – ‘This Is Where I Leave You’. Husk, at vi hver måned belønner den bedste, sjoveste, mest informative, personlige, velskrevne anmeldelse. Det er skønt at dele sin læseoplevelse med andre, og rigtig god hjælp for andre til at vælge de bedste bøger.

Læs også: Filmatiseringer hvor du bør læse-bogen

Forlaget skriver

“Da Judd Foxman vil overraske sin kone på hendes fødselsdag, finder han hende i deres ægteseng med hans chef, den populære, men mandschauvinistiske radiovært Wade Boulanger. Mens Judd står i soveværelsesdøren, udstyret med cheesecake og flag, falder hans verden fra hinanden. Et par måneder senere dør Judds far efter lang tids sygdom. Familien, som ikke har været samlet i årevis, skal ikke blot deltage i begravelsen, men også sidde shiva. Det betyder syv dage under samme tag. Syv dage, der byder på hemmeligheder, slagsmål, utroskab og kærlighed.”  

Pressen skriver

  “En skamløst underholdende, hamrende veloplagt og velskrevet roman om en familie, der har de samme problemer som alle andre – gange 10.” Magasinet Liv ★★★★★

“At beholde en lille torn af smerte, mens sædekomikken opfindsomt afvikler den ene aparte og muntre situation efter den anden, er noget, den 43-årige Jonathan Tropper mestrer til noget nær perfektion i ‘Syv satans lange dage’.” – Politiken ★★★★  

“SYV SATANS LANGE DAGE er en morsom og rå roman om de bånd, der binder os sammen – hvad enten vi kan lide det eller ej. Men hvilke satans sjove dage! Familiens konflikter, som i bund og grund er ganske banale, eksploderer med lava-glødende sarkasme, spruldende sammenstillinger og dræbende one-liners.” – Ekstra Bladet ★★★★★

Lyt til og læs SYV SATANS LANGE DAGE, indlæst af Peter Bøttger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *