George R. R. Martin - Forfatteren bag Game of Thrones

Fantasykongen George R. R. Martin drager dig ind i et magisk univers du ikke vil slippe

Spænding, fantasy, riddere, død, ødelæggelse, sex, kærlighed og sindssyge plottwists – det er blot nogle af de ord vi kan sætte på George R. R. Martins vilde fantasyunivers ‘Game of Thrones‘ – også kaldet ‘A Song of Ice and Fire‘. Eller på dansk, ‘Kampen om tronen‘. Siden streamingtjenesten HBO begyndte at filmatisere Martins middelalderlige fantasysucces, har folk verden over fulgt med foran skærmen.

Serien har opnået en global status som kan måle sig med Harry Potter og Ringenes Herre – ikke blot filmatiseringen, men i samme grad bøgerne bag. Hvilken sand fan vil ikke gerne have alle detaljerne med?

Rækkefølgen på bøgerne i Game of Thrones-serien på dansk

  1. Kampen om tronen
  2. Kongernes kamp
  3. En storm af sværd
  4. Kragernes rige
  5. En dans med drager
  6. Ild & blod (prequel / forhistorie)

Rækkefølgen på bøgerne i Game of Thrones-serien (A Song of Ice and Fire) på engelsk

  1. A Game of Thrones
  2. A Clash of Kings
  3. A Storm of Swords
  4. A Feast for Crows
  5. A Dance With Dragons
  6. Fire and Blood (prequel / forhistorie)
Game of Thrones trailer – I filmatiseringen kan vi bl.a. se danske Nikolaj Coster-Waldau, Pilou Asbæk og Birgitte Hjort Sørensen på rollelisten.

Læs også: De 10 bedste fantasy- og sci-fi bøger i 2020

Game of Thrones-serien

George R. R. Martins episke fantasyfortælling ‘Game of Thrones’ inviterer os ind i en verden, hvor somre kan vare i årtier og vintre en menneskealder. Det politiske spil er omdrejningspunktet, hvor alle prøver at regne alle ud. Der udbryder krig mellem de store huse, og flere erklærer sig som den rette arving til Jerntronen.

I ‘Kampen om tronen‘ møder du lorder og ladyer, soldater og troldmænd, snigmordere og bastarder, hvis veje krydses i en tid med grumme varsler. Der er her tale om et 33 timers mesterværk med en fantasikraft, der ikke ligner noget andet, man har læst.

I en broget verden med hemmelige planer og modplaner, tragedie og forræderi, sejr og nederlag, forbundsfæller og fjender; er Starkernes skæbne uvis, efterhånden som begge sider bestræber sig på at vinde sejr i den farligste kamp: kampen om tronen. Start ud med første bind, og bevæg dig ind i en verden som vil føre dig gennem hele følelsesregisteret. Det garanterer vi.

Efter sigende skulle George R. R. Martin netop nu være i gang med at færdiggøre ‘Winds of Winter’, som er sjette bind i serien, og bogen som skulle stemme overens med sjette sæson af TV-serien. Måske når den at udkomme i slutningen af 2021 – vi venter spændt.

Ild & blod

Den nyeste tilføjelse til fantasyserien er ‘Ild & blod‘ – en såkaldt prequel, som tager os helt tæt på huset Targaryens storhed og fald. Bogen er en skatkiste af medrivende historier om dengang landet Westeros var styret af dragekonger, Targaryen-kongerne. Om deres hustruer, krigene, søskende, børn, venner, rivaler, rejser – og drager selvfølgelig. Vi får historien om borgerkrigen og om den sejr, der forenede de Syv Kongeriger under Targaryens styre – en historie der aldrig er blevet fortalt før.

Lige nu er en filmatisering af George R. R. Martins bog i gang. TV-serien kommer til at hedde ‘House of the Dragon’ og skulle gerne udkomme i foråret, år 2022. Læs bogen inden, og vær på forkant med historien bag Westeros’ forhistorie.

★★★★★
Der er masser af overraskelser og plot-twists undervejs, og epos’et er med rette blevet kaldt ‘The Sopranos i Midgård’.

– Jyllands-Posten

★★★★★
Man skal være gjort af sten for ikke at blive revet med af George R. R. Martins mammutserie om intriger, kærlighed og forræderi i en fantasy-verden, der er blevet sammenlignet med Tolkiens.

– Ekstra Bladet

Lyt til ‘Game of Thrones‘-serien og ‘Ild & blod‘, indlæst af Martin Greis-Rosenthal

Læs også: De 10 mest ‘mind blowing’ titler

Øvrige udgivelser

Game of Thrones-serien er ikke det eneste, som George R. R. Martin har udgivet. Han har både udgivet de selvstændige fantasyromaner ‘Den herreløse ridder‘, ‘Feberdrøm‘, og ‘Isdragen‘ såvel som ‘Nightflyers‘ der også er udkommet på Netflix.

Sidst men ikke mindst, har han udgivet en lille novellesamling, som også finder sted i Westeros, med ‘A Knight of Seven Kingdoms‘.

Forfatteren George R. R. Martin

George R. R. Martin - Forfatteren bag Game of Thrones / A Song of Ice and Fire

George R. R. Martin (f. 1948) er vokset op i New Jersey, USA – og har siden barnsben elsket at læse fantasybøger. Han fortæller selv, at J.R.R. Tolkiens univers gjorde stort indtryk på ham, da han læste Hobbitten og Ringenes Herre-trilogien som blot en ung teenager.

Efter en uddannelse som journalist, begyndte Martin omkring 1970’erne for alvor at skrive science fiction- og fantasyhistorier i fritiden. Det tog dog lang tid og var en hård kamp, før han begyndte at blive anerkendt for sine fortællinger. Det var først efter en karriere med småskriverier og filmproduktioner i Hollywood, at forfatterkarrieren for alvor begyndte at tage fart.

I 1991 begyndte han på første bind i Game of Thrones-serien, som udkom i 1996. I 2005 udkom fjerde bind, ‘Kragernes rige‘ som endte på førstepladsen hos både NY Times’ og The Wall Street Journals bestsellerlister. I 2007 købte HBO så rettighederne til filmatisering af bogserien, og siden da har Game of Thrones nærmest opnået kultstatus. I 2012 modtog George R. R. Martin også den prestigefyldte pris ‘World Fantasy Award for Life Achievement’.

Læs også: Følg Geralt of Rivias færd i Sapkowskis ‘The Witcher’

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *