De 10 mest ‘mind blowing’ titler
Christopher Nolans nyeste værk ‘Tenet’ er netop kommet i biografen. Ikke overraskende efterlader denne fortælling folk både forvirrede, pirrede og filosofisk reflekterende. I denne anledning vil vi introducere 10 ‘mind blowing’ titler, som vil kræve lidt ekstra fokus – og sandsynligvis påvirke din forståelse af tilværelsen.
Genren i denne samling spænder bredt – der er både thrillere, science fiction, og romantik til stede. Det de alle har til fælles er, at de kan beskrives som ‘mind blowing’ i bedste Nolan’ske forstand. Hvis netop Tenet, Inception, eller Interstellar efterlod dig sulten efter mere, så håber vi at listen kan inspirere dig.
10. Dark Matter
Ville du ændre dine valg i livet, hvis du fik muligheden? ‘Dark Matter‘ er en såkaldt Science Thriller. Man behøver dog ikke at have en IQ over 150 for at blive revet med af den tankevækkende og skarpsindige fortælling af Blake Crouch. Der er masser af mind blowing plottwists i vente, som vil bringe dig helt ud på kanten af stolen og spolere din nattesøvn.
Neurovidenskabsmanden Jason Dessen er på vej hjem fra universitetet, og glæder sig til at se sin kone og søn – men hans virkelighed ændres brat. “Er du tilfreds med dit liv?” er det sidste han høre fra sine bortførere, før han senere vågner op i en alternativ virkelighed. En, hvor han hverken har kone eller børn, men i stedet er en prisvindende professor – en drøm fra fortiden. Jason må på en skrækindjagende rejse, og konfronteres med sit sinds mørkeste afkroge for at finde den virkelighed han i sandhed ønsker sig.
Lyt til ‘Dark Matter‘ indlæst af Janek Lesniak
9. Skarpe genstande
Fortrængning, uløste konflikter og mørke sjæle danner rammen psykologiske thriller. ‘Skarpe genstande‘ er debutromanen fra forfatteren bag bestselleren ‘Kvinden der forsvandt‘, Gillian Flynn. I bedste Flynn-stil møder man kvinder, som på ingen måde er glorificerede og omsorgsfulde, men i stedet dominerende og komplicerede.
Efter et kort ophold på et psykiatrisk hospital, bliver journalisten Camille sendt tilbage til sin hjemby hvor der er sket et mord to helt unge piger. Da hun indser, at hendes familiebaggrund hænger uløseligt sammen med mordene, jages Camille af barndommens tragedie. En tragedie som hun har brugt hele sit liv på at prøve at skære væk fra sin hukommelse – i bogstaveligste forstand.
Lyt til ‘Skarpe genstande‘ indlæst af Githa Lehrmann
Læs også: De 10 mest populære thrillere!
8. Fight Club
“The first rule about fight club is you don’t talk about fight club!” Forfatteren Chuck Palahniuk har vist sig at være sin generations mest visionære satiriker, i hans første bog – den ‘mind blowing’ kultklassiker ‘Fight Club‘.
I fortællingen møder vi den fremmedgjorte hovedperson, som forlader sit dårlige job, og hurtigt derefter bliver tryllebundet af Tyler Durden – en gådefuld ung mand der afholder hemmelige boksekampe i kælderen efter lukketid, som var det en supportgruppe for kræftpatienter. Dette er dog kun begyndelsen på en mørk plan om voldelig hævn på den tomme forbrugerkulturelle verden.
Lyt til ‘Fight Club‘ indlæst af James Colby
7. Maskiner som mig
Kan en maskine forstå menneskehjertet, når vi ikke engang kan forstå os selv? Den prisvindende forfatter, Ian McEwans, nylige udgivelse ‘Maskiner som mig‘ er en fascinerende moderne sci-fi roman, som blander fremtidstanker med 1980’ernes historiske hændelser. Der opstilles filosofiske problemstillinger, som er mere aktuelle nu end nogensinde før.
I et alternativt London i 1980’erne møder vi Charlie, som er begyndt at få følelser for sin ven Miranda. Charlie har lige købt den nyeste udgave af ‘kunstige mennesker’ og beslutter sig for at programmere maskinen, ved navn Adam, med Miranda. Som de arbejder på Adam, udvikler et romantisk forhold sig mellem dem – hvad Charlie ikke ved er, at Miranda gemmer på en mørk hemmelighed som bringer moralske dilemmaer med sig.
Lyt til ‘Maskiner som mig‘ indlæst af Janek Lesniak
6. Nineteen Eighty-Four (1984)
“Big Brother is watching you!” Det er nok de færreste som ikke allerede har stiftet bekendtskab med klassikeren ‘1984‘ af George Orwell. Hvorfor? Fordi den, trods sine mange år på bagen, fortsat er en skræmmende påmindelse om den overvågningskultur vi lever i, i dag.
Winston Smith, en tilsyneladende ubetydlig mand, arbejder for Ministeriet for Sandhed i London. Dette arbejde består i, at omskrive historiske dokumenter for at fremme propaganda. Det undertrykte samfund omkring ham styres af Partiet, hvis totalitære ideologi gør alle til slaver under det tyranniske regime. Alle bliver overvåget døgnet rundt – alligevel finder Winston et uovervåget sted, hvor han indleder et romantisk forhold til kvinden Julia – de begynder at stille spørgsmål til tilværelsen, men dette har konsekvenser.
Lyt til ‘Nineteen Eighty-Four‘ indlæst af Philip Glenister
5. Exhalation
Ted Chiangs værk er ikke én fortælling, men en fantastisk samling af flere små mind blowing historier med sympatiske karakterer. Temaet som dækkes af ‘Exhalation‘, er nogle af de helt store spørgsmål, såsom “hvad er universets sande natur?” og “hvad betyder det at være menneske?”.
På hver sin måde viser historierne, at kompleks og tankevækkende science fiction kan stige til nye højder af skønhed, mening og medfølelse. Hvis du er tilhænger af Netflix-serien ‘Black Mirror’, så vil denne samling helt sikkert være et hit – omend den er knap så mørk i sine fortællinger.
Lyt til ‘Exhalation‘ indlæst af Edoardo Ballerini, Dominic Hoffman, Amy Landon og Ted Chiang
4. The Prestige
I den prisvindende roman, ‘The Prestige‘, foregår handlingen i 1878. To unge tryllekunstnere kolliderer i mørket, under en bedragerisk séance. Dette fører til en bitter og dødbringende strid; effekterne heraf mærkes stadig af deres respektive familier over 100 år senere. Tryllekunstnerne Rupert Angier og Alfred Borden er begge besatte af hemmeligholdelse og en ekstrem nysgerrighed
I Christopher Priests værk kan læseren følge antagonisterne på tæt hold og opdage at det virkelige mysterium ligger dybere end blot hemmeligheden bag et trylletrick. Da Christopher Nolan, sammen med sin bror, står bag filmatiseringen af denne roman, kan man være sikker på at der er lagt i ovnen til et mind blowing mysterium.
Lyt til ‘The Prestige‘ indlæst af Simon Vance
Læs også: Filmatiseringer, hvor du bør læse bogen!
3. Skyatlas
Sjæle krydser tiden som skyer krydser himlen. I David Mitchells roman, udforsker han, med dristig kunstnerisk dygtighed, fundamentale spørgsmål om virkelighed og identitet – alt dette i et sammensurium af forskellige genre; fra den historiske roman over thriller og komedie til science fiction.
‘Skyatlas‘ består af seks fortællinger som både er uafhængige og afhængige på samme tid. Fortællingerne giver hver især genlyd ned gennem historien og samler sig til ét stort eventyr om prisen for menneskets stræben efter storhed og magt. De strækker sig gennem mellemkrigstidens Belgien og 1970’ernes Californien til nutidens London, fremtidens Østen og en endnu fjernere fremtid, hvor den sidste rest af civilisation er ved at gå under.
Lyt til ‘Skyatlas‘ indlæst af Mikkel Bay Mortensen
2. Shutter Island
Forfatteren bag filmatiserede bøger som ‘Mystic River‘ og ‘Gone, baby, gone’, Dennis Lehane, har skrevet en fantastisk psykologisk thriller som vil efterlade et aftryk i dit sind i lang tid efter du har færdiggjort bogen ‘Shutter Island‘.
I året 1954 ankommer de to politifolk Teddy Daniels og Chuck Aule til Shutter
Island, hvor de skal finde en kvindelig patient, som er flygtet fra øens hospital for kriminelle sindssyge. Som efterforskningen skrider frem, går det op for Daniels og Aule, at hospitalet foretager horrible gerninger som ingen udefra kender til.
Ingen kommer til at flygte fra Shutter Island uskadte, for intet på Ashecliffe Hospital er som det ser ud til – det samme gælder dog for Teddy Daniels.
Lyt til ‘Shutter Island‘ indlæst af Tom Stechschulte
1. Recursion
“Memory makes reality”. Blake Crouchs science fiction-roman er i sandhed mind blowing. ‘Recursion‘ er en betagende udforskning af hukommelsen og dét at være menneske.
I fortællingen møder vi Barry Sutton, en politibetjent i New York City, som skal efterforske et nyt fænomen kaldet ‘falsk hukommelsessyndrom’ – en mystisk lidelse som driver dets ofre til vanvid pga. pludselige minder fra et liv som de aldrig har haft. Neurovidenskabsmanden Helena Smith er ved at udvikle en teknologi som kan bevare menneskers minder så de ikke går tabt – og endda kan genopleves.
Barrys søgen efter sandheden fører ham på en forbløffende rejse, da han opdager, at Helenas arbejde har medbragt en skræmmende gave…
Lyt til ‘Recursion‘ indlæst af Abby Craden og Jon Lindstrom
Er du helt vildt med science fiction? Læs også: De 10 mest populære Sci-Fi titler