You Only Live Once
Den 31-årige danske globetrotter Sarah-Ann Hunt har udgivet en atypisk rejsebog, der tager dig kloden rundt på hæsblæsende, sjove og underfundige eventyr. ‘YOLO – #You Only Live Once’ har været knap 3 år undervejs og rammer plet i en tid, hvor de fleste af os må nøjes med at drømme sig langt væk fra sofaen og hjemmets fire vægge.
Det at drømme og at drømme stort er et gennemgående tema i bogens mange fortællinger og nuancerede rejseskildringer, der undervejs opmuntrer og guider dig til, at komme i gang med at se verden.
Læs ‘YOLO – #You Only Live Once‘ af Sarah-Ann Hunt.
Sarah-Ann Hunt
Sarah-Ann Hunt er halvt dansk, halvt engelsk, har besøgt jordens syv kontinenter. Hun har rejst i mere end 48 forskellige lande verden over og er medlem af De Berejstes Klub. Sarah-Ann har været rejseguide, vandreguide og researcher for verdens største adventurefirma, det britisk-canadiske G Adventures.
Sarah-Ann har faktisk valgt en fremtidig levevej til søs og sejler i øjeblikket på de syv verdenshave, som kommende skibsofficer hos Mærsk.
Læs også: 5 bøger som giver dig en følelse af frihed.
Vi har været så heldige at få Sarah-Ann Hunt til at fortælle om hendes rejser, og komme med anbefalinger til andre rejsebøger.
Den første store udenlandsrejse
“Vi lever kun én gang, og vi har kun ét liv. Derfor er det vigtigt, at vi får et godt et af slagsen, at man griber chancen og springer ud i det. Indimellem går det galt, men de fleste gange går det godt, og hvis ikke det går, ja så går det over”, griner Sarah-Ann og fortæller om sin første store udenlandsrejse, der også er åbningskapitlet i bogen.
”Jeg så et TV-program om Galapagosøerne og var bare helt solgt med det samme. Jeg var purung og nærmest ikke færdig med gymnasiet, men uanset hvad det kostede eller krævede, så ville jeg derhen inden året var omme. Hvilket jeg da også proklamarede stolt til både venner og familie, der mestendels bare smilte lidt overbærende af mig, og det kan jeg sådan set godt forstå, at de gjorde”, fortæller Sarah-Ann og fortsætter:
”Jeg anede ikke en gang hvor Galapagos lå, førend jeg nærmest allerede havde pakket sydfrugterne og var på vej ud ad døren med en enkeltbillet i hånden. Men hvor der er vilje er der jo som bekendt en vej, og hvis man tør det, så skal man sgu også gøre det!”.
At finde drømmen
“Alle har jo noget de længes efter, brænder for eller drømmer om, men alt for mange lader det blive ved drømmen, hvilket er pokkers ærgerligt. Det gælder om at finde ud af, hvad man brænder for så man ikke brænder ud. Det gør man bedst ved, at prøve en masse forskellige ting, også de ting man ikke kan lide.”
“Det er sjældent, den sidder lige i skabet første gang, for det tager tid og tålmodighed at pejle sig ind på, hvad der rent faktisk gør en glad her i tilværelsen, og nogle gange kan man blive helt overrasket over, hvad eller hvorfor noget pludselig var mega fedt eller bare føltes helt rigtigt.”
Læs også: Drøm dig langt væk med disse 10 bøger om at rejse.
Jeg har for eksempel fundet glæden ved at sejle, selvom jeg i store dele af mit liv har været bange for vand og stadig ikke bryder mig specielt meget om det, men livet til søs og en smuk solnedgang i horisonten opvejer det nu alligevel.”.
Se muligheder i stedet for begrænsninger
”Det handler om at se muligheder i stedet for begrænsninger både i hverdagen og i selve tilværelsen, også selvom tingene umiddelbart kan virke helt umulige eller ligefrem uopnåelige. Jeg selv har eksempelvis formået at tage et dykkercertifikat, selvom jeg ikke rigtig kan svømme, hvilket godt kan undre folk en hel del, men så siger jeg bare til dem, at fordelen jo så er, at jeg går hurtigt til bunds! Men ingen skal fortælle mig hvad jeg kan og ikke kan. Dream it – do it.”
Sarah-Ann Hunt har da også altid drømt om at skrive en bog selv, for som hun selv siger ”Der gik ikke særlig mange år, førend jeg havde læst alle de bøger, der er skrevet om backpacking, udlængsel, jordomsejlinger, bjergbestigninger, eventyr og overlevelse og når der ikke er flere tilbage, ja så må man jo skrive en selv”.
Rebellerne, enerne og eventyrerne
“Siden jeg var helt lille og kunne læse teksterne på Indiana Jones eller tage med Rip, Rap og Rup på Eventyr hver fredag aften i børneklassikeren Disney Show, har jeg søgt eventyret og den gode historie. Som voksen blev jeg især fascineret af det, jeg vil kalde rebeller, enere og eventyrere og det gælder både de danske og udenlandske af slagsen.”
“Tag nu bare BS. Christiansen, Bear Grylls, Bettina Aller, Karen Blixen og Christopher Mccandless eller store søfarer som Thor Heyerdahl, Laura Dekker, Troels Kløvedal og James Cook. Ej at forglemme ekspeditionsledere og bjergbestigere som Edmund Hillary, Doktor Livingstone, Roald Amundsen, Rasmus Kragh, Lene Gammelgaard og Nikolai Moltke-Leth”.
Læs også: De 10 mest populære biografier.
“At rejse er vitterligt at leve, men det er ikke altid lige eksotisk, glamourøst, uproblematisk eller ufarligt. Der er både op- og nedture i Hunts rejsebog. ”Vi har tit en tendens til at fremhæve det gode, og det der gik godt, især i disse tider med det store fokus på de såkaldte ”sociale” og online medier. Hverken min bog eller jeg lægger skjul på, hvornår det kikser og går galt eller når det går rigtig galt… sådan ud på de små nattetimer eller efter mange timers happy hour”.
”Så der er både gode tips at hente til hvad man skal gøre og også til hvad man IKKE skal gøre, men hvis det er for nemt, bliver det glemt!” fortæller hun og afslutter ”The biggest adventure you can take, is to live the life of your dreams”.
Sarah-Ann Hunts anbefalinger
Vil du læse andre gode rejse- eller oplevelsesbøger, så tjek Hunts anbefalinger.
WILD – en fortælling om at fare vild og finde sig selv igen
Hvis du drømmer om at rive 5 måneder ud af kalenderen, blive et med naturen og virkelig komme ud at vandre, så er dette bogen for dig. En barsk, men inspirerende fortælling om en ung kvinde, hvis liv kører helt af sporet, da hun er blot 22 år gammel. Under en pludselig indskydelse i køen på en tankstation købet hun et kort over PCT-ruten og beslutter, at hun vil vandre fra Mexico til Canada og genfinde sig selv og glæden ved livet.
Lyt til ‘WILD – en fortælling om at fare vild og finde sig selv igen‘ af Cheryl Strayed, indlæst af Tina Kruse Andersen.
Fatuhiva. Tilbage til naturen
Et klassisk Robinson Crusoe-agtigt eventyr med palmeøer, bountrystrande, eksperimenter og store drømme. Thor Heyerdahl er bedst kendt for sin Kontiki-ekspedition -der bestemt også er værd at læse om-, men denne bog er en Fransk Polynesisk perle, der emmer af eventyrlyst, livsglæde og opdagelsesglæde. Tag med på Thors drøm, om at vende civilisationen ryggen og leve det simple liv i den frodige natur og dens smukke solnedgange.
Lyt til ‘Fatuhiva. Tilbage til naturen‘ af Thor Heyerdahl, indlæst af Jørgen Weel.
Et glimt af sjælen – Fra elitesoldat til eventyrer
En inspirerende fortælling om en mand, der aldrig giver op og altid higer efter nye udfordringer, mål og oplevelser. Rejs kloden rundt og lad dig inspirere af danskeren, der bl.a. gennemfører nogle af verdens hårdeste udholdenhedskonkurrencer, imens han rejser rundt på i Himalayas bjerge, gennem Saharas.
Lyt til ‘Et glimt af sjælen – Fra elitesoldat til eventyrer‘ af Nicolai Moltke-Leth, indlæst af Torben Sekov.
Walking the Amazon – 860 dage til fods langs Amazonfloden
Er du mere til ekspeditioner og uforudsigelige begivenheder, er Ed Staffords sindssyge men beundringsværdige påfund, om at blive den første mand i verden til at gå langs hele Amazonfloden på under et år, måske lige dig? Undervejs bliver han anklaget for mord, jagtet af de lokale stammefolk med macheter og kommer i nærkontakt med mange af de spændende dyr, den mørke flod og jungle har at byde på. Ekstremt, men også ekstremt fedt.
Lyt til ‘Walking the Amazon – 860 dage til fods langs Amazonfloden‘ af Ed Stafford, indlæst af Tobias Hertz.
Til Nordpolen
Til Nordpolen af Bettina Aller: Tag med på togt til Nordpolen og de koldere egne med en af Danmarks store eventyrere og sejeste kvinder. Da jeg selv er vokset op i Holte, har jeg mødt Bettina i nabolaget slæbende 2, 3, 4 og nogle gange 5 bildæk efter sig, imens hun trænede sig op til dette 58-dage lange iskolde eventyr og indimellem rene snehelvede. Kom tæt på en verden hvor hundeslæder, termodragter, iskrystaller, minusgrader, lunefulde vejrfænomener og lumsk indlandsis hersker og regerer.
Læs ‘Til Nordpolen‘ af Bettina Aller.
–
Tak til Sarah-Ann Hunt for at dele sine rejseoplevelser og anbefalinger til rejsebøger. Følg Sarah-Ann på Instagram.