
20 minutters daglig læseglæde med @norogfarlaeser

Sommerferien er forbi, og skolen er igen startet med hvad der hører til af kammerater, leg, læring og ikke mindst 20 minutters læsning om dagen. Sidstnævnte kan have mange former – læsekontrakter, klassekonkurrencer, digitale samlinger og ture til skolebiblioteket. Her vil vi – min dreng, Nor på 10, og jeg, Nors far, komme med vores bedste tip til fede læseoplevelser med de bedste børnebøger for skolebørn i 2.-4. klasse. Vi har valgt at fokusere på serier, for hvis der først er én bog, som fanger dit barn, er det nemmere for dig at finde flere bøger 😊
For vores oplevelse herhjemme er, at hvis du rammer den helt rigtige bog, er det ikke noget problem at nå 20 minutter om dagen. Helt uvidenskabeligt hænger det sammen med barnets interesser, gode historier og et godt sprog. Vi håber, at vores tips til de bedste børnebøger kan skabe lidt ekstra læseglæde hos jer.
Følg @norogfarlaeser på instagram her!
Tip #1: Skyworld-serien
Skyworld er en serie på seks bøger af Christian Guldager. Skyworld dyrker noget, som mange andre bøger til målgruppen ser stort på. Her er der nemlig ikke 200 % knald på hele tiden, og der er heller ikke et fokus på at presse mest blod og flest bandeord ind per side. Skyworld lægger sig op ad Steampunk-genren og giver sig tid til at variere tempoet. Det kan lyde banalt, men det giver bare en langt bedre læseoplevelse, at vi undervejs har tid til at få opbygget verden omkring den unge, forældreløse Sirius, som bliver en del af luftpiraterne.
De kæmper mod en ond konge, og Sirius ender sammen med den jævnaldrende pige, Hira, og et kamæleonvæsen, Warron. De tre skal finde en maske, som viser bæreren fremtiden. Med masken kan de måske befri landet for kongen. I Skyworld er der flyvende luftskibe, drabelige fælder i bedste Indiana Jones stil, humor og spænding. (Fra 3. klasse).
Lyt til eller læs ‘Skyworld‘-serien, indlæst af Torben Sekov.
(De første tre bind er også tilgængelige på engelsk til de lidt ældre)
Tip #2: Umbra-serien
Umbra-serien er fantasy i øjenhøjde med børn. Det skal ikke forstås som om, at det er plat eller letbenet. Tværtimod er universet i Umbra originalt og godt tænkt. Men det hele er letforståeligt og nemt at leve sig ind i, og skurken er dejligt firkantet, mens vores helte ikke kommer for nemt til sejren. I Umbra har alle mennesker to skygger. Den normale og en særlig skygge, som kun ganske få kan se. Det er en slags ond skygge, der viser dit sande jeg.
Pigen Jovia er en af disse skyggelæsere, og det er en farlig evne at have. For Fyrst Corpus samler disse skygger, og ingen skal komme i vejen for hans planer med dem. Heldigvis får Jovia hjælp af drengen Pirmin og munken Bertus. Bøgerne er godt skrevet, godt tænkt og er spændende med en lille smule uhygge. (Fra 2. klasse).
Lyt til ‘Umbra‘-serien, indlæst af Jesper W. Lindberg
Læs også: Top 10 børnebøger til efterårsferien
Tip #3: Magiske væsner i Danmark-serien
Hvis det ikke må blive alt for farligt, men stadig godt må smage af eventyr og magi, er serien Magiske Væsner i Danmark et godt bud. Her følger vi de to søstre Ingrid og Dagmar, der møder trolde, havvæsner, åmanden og mange andre fra den danske overtro.
Bøgerne er indrettet, så dem med storesøsteren Ingrid er de mest ”farlige” og passer rigtig fint til et barn på ca. 8 år. Det er en sjov idé at gå i dybden med magien i vores egen baghave, og vi tror, at især piger vil sætte pris på den måde, Ingrid og Dagmar er beskrevet på. Sproget er nemt at gå til, og der er gode illustrationer undervejs. (Fra 2. klasse).
Lyt til eller læs ‘Magiske væsner i Danmark‘-serien, indlæst af Charlotte Schultz.
Tip #4: Gåsehud-serien
Nåh, men væk fra det hyggelige og lige i armene på det skræmmende! Til de større børn, der elsker gys og uhygge, er Gåsehud-serien oplagt. Den er skrevet af den meget kendte gyserforfatter R.L. Stine, og som bonus til læsningen kan ungerne se Gåsehud tv-serien på Netflix også. Både bøger og tv-serien har en kraftig smag af 1990erne, og det fungerer bare stadigvæk.
Bøgerne kræver en noget mere sikker læser, og uhyggen er virkelig til at føle på. Der er uhyggelige dukker, fugleskræmsler eller en forhekset maske… jeps, her er alle gyserklicheerne 😊 Men det er altså virkelig spændende og mega uhyggeligt. Sprogligt er de lidt på det jævne, til gengæld tror vi ikke, at børnene har tid til at bide mærke i dét. (Fra 4. klasse).
Lyt til eller læs ‘Gåsehud‘-serien, indlæst af Janek Lesniak.
Læs også: Dennis Jürgensens (u)hyggelige børne- og ungdomsunivers
Tip #5: En verden af frygt-serien
Ja, undskyld, men vi elsker bare gys 😊 Og gys er også super godt til at fastholde læsemotivationen. Før barnet er klart til Gåsehud, er En verden af frygt-serien et rigtigt godt bud. Serien handler om to drenge, som en dag søger tilflugt i en mærkelig butik og får et magisk ur af en virkelig excentrisk butiksejer. Uret sender dem i hver bog til en ny verden, hvor de skal finde ud af, hvordan de undslipper.
De kommer f.eks. til en Mad Max-verden, skal overleve en bøddels kælder og klare sig i rummet i bedste Aliens-stil og meget mere. Det giver frisk spænding hver gang, fordi alt undtagen hovedpersonerne bliver skiftet ud. Bøgerne er lette at læse, men er stadig virkelig spændende. (Fra 2. klasse).
Læs ‘En verden af frygt‘-serien.
Tip #6: Sallys Far-serien
Mange gange er humor også en god måde at få læselysten til at blomstre. Og få bøger til målgruppen kan få dem til at grine så meget som Sallys Far. Det er noget af det mest skøre og overdrevne og så alligevel utroligt kært og sympatisk. Sallys far er nemlig en virkelig, virkelig skør far. F.eks. fortæller han gerne vilde røverhistorier om sin egen barndom, han laver brun risalamande eller han nægter at læse manualen, før han skal sætte et telt op i skoven.
Han ved alting bedre og kommer altid galt afsted. Men hjertet er på rette plads, og de mange illustrationer er mindst lige så sjove som selve teksten. Bøgerne kræver lidt mere læseøvelse, men kan i øvrigt læses højt fra 6-års alderen. (Fra 3. klasse).
Lyt til eller læs ‘Sallys Far‘-serien, indlæst af Anette Støvelbæk.
Tip #7: Håndbog for superhelte-serien
Det kan måske virke lidt irriterende, når barnet helst vil læse tegneserier. Men det er jo også læsning at side med snuden i en Jumbobog eller Asterix. Men her er et godt kompromis: Håndbog for superhelte er nemlig halvt tegneserie, halvt bog og er vildt spændende.
Nor elsker fortællingerne om 9-årige Lisa, der i skolen har status lige over nullermændene på gulvet. Men en dag finder hun en bog, der beskriver, hvordan hun kan opnå 101 superhelte evner. Hun vælger nogle af dem og begynder at træne. Og ender rent faktisk med at være superhelt inklusive hemmelig identitet. Illustrationerne er superflotte og hjælper læsemotivationen, ja faktisk sluger Nor gerne bøgerne i ét hug, og bagefter skal jeg også læse dem højt for ham. Så det er dobbelt glæde 😊
Læs ‘Håndbog for superhelte‘-serien.
Læsefællesskab på Instagram

Nor og jeg har et læsefællesskab på Instagram, hvor vi anmelder børnebøger. Det har vi gjort lige siden Nor var 3-4 år gammel. Over 1.000 bøger er det blevet til siden da, og det bedste vi ved er, når nogen skriver, at vi har inspireret dem til at læse en bog. Det er lige præcis derfor, vi gør det.
Der er ikke mange andre drenge og fædre, der dyrker børnebøger på vores måde, så vi har lidt vores egen niche, og vi læser andre bøger end de fleste. Gerne spænding, uhygge, fantasy eller gakket humor 😊
Vi er ligeglade med, om en bog er 100 år eller 100 dage gammel. Hvem den er skrevet af, betyder heller ikke noget for os – bare historien er god! Når vi hører lydbøger er det også vigtigt for os, at det er en god oplæser. Selv den bedste bog kan falde helt til jorden, hvis ikke det er en dygtig oplæser, som lægger sjæl og følelser i teksten.
Hvis du vil have flere tips til gode børnebogsoplevelser, så følg med ovre på Instagram på @norogfarlaeser.
Læs også: Sommerbøger med @norogfarlaeser

